L 74 Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser), lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

(Forenkling af proceduren for godkendelse af vedtægtsændringer m.v.).

Af: Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 22-03-2012

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 22. marts 2012

20111_l74_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 22. marts 2012

Forslag

til

Lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser), lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse

(Forenkling af proceduren for godkendelse af vedtægtsændringer m.v.)

§ 1

I lov om friskoler og private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1135 af 7. december 2011, foretages følgende ændringer:

1. § 5, stk. 1, affattes således:

»Frie grundskoler, der modtager tilskud i henhold til denne lov, skal være selvejende institutioner. Skolens styrelse reguleres i vedtægterne. Vedtægterne skal indeholde regler om skolens styrelse og om fremgangsmåden ved nedlæggelse. Skolens bestyrelse har ansvaret for skolens vedtægter. Ved skolens oprettelse, sammenlægning eller spaltning og ved etablering eller ophør af kombination med anden skoleform, jf. § 5 a, godkender børne- og undervisningsministeren skolens vedtægtsbestemmelser om styrelse og om fremgangsmåden ved nedlæggelse.«

2. I § 5 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Skolen kan ikke i vedtægterne fastsætte andre formål for skolen end formål i henhold til denne lov. Ved skolens nedlæggelse anvendes overskydende midler med børne- og undervisningsministerens godkendelse til skolevirksomhed, der støttes i henhold til loven. Skolen kan ikke i vedtægterne fastsætte anden bestemmelse herom. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vedtægternes indhold, herunder om, i hvilket omfang der i vedtægterne kan henlægges beføjelser til en generalforsamling, skolekreds el.lign.

Stk. 4. Skolens vedtægter skal offentliggøres på skolens hjemmeside på internettet sammen med datoerne for bestyrelsens   vedtagelse   eller   bestyrelsens   og   generalforsamlingens vedtagelse i fællesskab, børne- og undervisningsministerens godkendelse, jf. stk. 1, 5. pkt., og offentliggørelsen på hjemmesiden. Vedtægterne kan tidligst træde i kraft ved offentliggørelsen. Skolen skal tillige offentliggøre oplysninger om sit værdigrundlag på hjemmesiden.«

Stk. 3-8 bliver herefter stk. 5-10.

3. I § 5, stk. 7, som bliver stk. 9, ændres »stk. 6« til: »stk. 8«.

4. § 5, stk. 9, ophæves.

Stk. 10 bliver herefter stk. 11.

5. I § 19, stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.

6. I § 24, stk. 2, ændres »stk. 6 og 7« til: »stk. 8 og 9«.

§ 2

I lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), jf. lovbekendtgørelse nr. 689 af 22. juni 2011, foretages følgende ændringer:

1. § 6, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) Skolen skal være en privat selvejende institution, som er omfattet af § 1. Skolens styrelse reguleres i en vedtægt.«

2. I § 6, stk. 1, nr. 4, ændres »jf. dog stk. 2.« til: »jf. dog stk. 3.«

3. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Skolens bestyrelse har ansvaret for skolens vedtægt. Ved skolens oprettelse, sammenlægning eller spaltning og ved etablering eller ophør af kombination med anden skoleform, jf. § 12 b, godkender børne- og undervisningsministeren vedtægtsbestemmelser for efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, og kulturministeren godkender vedtægtsbestemmelser for folkehøjskoler.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

4. § 6, stk. 3, som bliver stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Skolens vedtægt skal indeholde bestemmelser om institutionens styrelse og om fremgangsmåden ved institutionens nedlæggelse. En folkehøjskoles vedtægt skal tillige indeholde en bestemmelse om skolens værdigrundlag. Skolen kan ikke i vedtægten fastsætte andre formål for skolen end formål omfattet af denne lov eller af anden lovgivning på uddannelsesområdet. Ved en efterskoles, husholdningsskoles eller håndarbejdsskoles nedlæggelse anvendes overskydende midler med børne- og undervisningsministerens godkendelse til skolevirksomhed, der støttes i henhold til loven. Ved en folkehøjskoles nedlæggelse anvendes overskydende midler med kulturministerens godkendelse til skolevirksomhed, der støttes i henhold til loven. Skolen kan ikke i vedtægten fastsætte anden bestemmelse herom. Børne- og undervisningsministeren kan for efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler og kulturministeren kan for folkehøjskoler fastsætte nærmere regler om vedtægtens indhold, herunder om, hvilke beføjelser der i vedtægten kan henlægges til en generalforsamling, skolekreds el.lign.«

5. I § 6 indsættes efter stk. 3, som bliver stk. 4, som nyt stykke:

»Stk. 5. Skolens vedtægt skal offentliggøres på skolens hjemmeside på internettet sammen med datoerne for generalforsamlingens eller bestyrelsens vedtagelse, børne- og undervisningsministerens eller kulturministerens godkendelse, jf. stk. 2, og offentliggørelsen på hjemmesiden. Vedtægten kan tidligst træde i kraft ved offentliggørelsen.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 6 og 7.

6. I § 6, stk. 5, som bliver stk. 7, udgår »der skal ændres,«, og »jf. stk. 4, 2. pkt.« ændres til: »jf. stk. 6, 2. pkt.«

7. § 17, stk. 1, 1. pkt., ophæves.

§ 3

I lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser), jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 21. juni 2010, som ændret ved § 2 i lov nr. 1570 af 21. december 2010, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.

2. § 2, stk. 1, affattes således:

»Skolen eller kurset skal være en selvejende institution, jf. dog § 33. Skolens styrelse reguleres i en vedtægt. Skolens eller kursets bestyrelse har ansvaret for skolens eller kursets vedtægt, der skal indeholde bestemmelser om skolens eller kursets styrelse og om fremgangsmåden ved nedlæggelse. Ved skolens eller kursets oprettelse, sammenlægning eller spaltning og ved etablering eller ophør af kombination med anden skoleform, jf. § 3, godkender børne- og undervisningsministeren skolens eller kursets vedtægtsbestemmelser.«

3. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Skolen eller kurset kan ikke i vedtægten fastsætte andre formål for skolen eller kurset end formål i henhold til denne lov. Ved skolens eller kursets nedlæggelse anvendes overskydende midler med børne- og undervisningsministerens godkendelse til skolevirksomhed, der støttes i henhold til loven. Skolen eller kurset kan ikke i vedtægten fastsætte anden bestemmelse herom. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vedtægtens indhold, herunder om, i hvilket omfang der i vedtægten kan henlægges beføjelser til en generalforsamling, skolekreds el.lign.

Stk. 3. Vedtægten skal offentliggøres på skolens eller kursets hjemmeside på internettet sammen med datoerne for bestyrelsens  vedtagelse  eller  bestyrelsens  og  generalforsamlingens vedtagelse i fællesskab, børne- og undervisningsministerens godkendelse, jf. stk. 1, 4. pkt., og offentliggørelsen på hjemmesiden. Vedtægten kan tidligst træde i kraft ved offentliggørelsen.«

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 4-7.

4. I § 17, stk. 4, ændres »stk. 2« til: »stk. 4« og »stk. 3« til: »stk. 5«.

§ 4

I lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 880 af 8. august 2011, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 4. Institutionerne er selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning. Institutionernes styrelse reguleres i en vedtægt, som institutionens bestyrelse fastsætter.

Stk. 5. Institutionens navn godkendes af børne- og undervisningsministeren og fastsættes i vedtægten.

Stk. 6. Institutionens vedtægt skal offentliggøres på institutionens hjemmeside på internettet sammen med datoerne for bestyrelsens vedtagelse, børne- og undervisningsministerens fastsættelse, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., eller godkendelse, jf. § 3, stk. 3, 3. pkt., § 6, stk. 2, 5. pkt., og § 7, stk. 2, og offentliggørelsen på hjemmesiden. Vedtægten kan tidligst træde i kraft ved offentliggørelsen.«

2. § 3, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

3. I § 3, stk. 3, indsættes som 3. pkt.:

»Ministeren godkender vedtægten ved overgangen til selvejende institution inden for den offentlige forvaltning.«

4. I § 6, stk. 2, 5. pkt., indsættes efter »sammenlagte«: »eller spaltede«.

5. I § 7 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ved etablering eller ophør af en institutions varetagelse af opgaven som voksenuddannelsescenter godkender ministeren institutionens vedtægtsbestemmelser.«

§ 5

I lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 878 af 8. august 2011, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 4. Institutionens styrelse reguleres i en vedtægt, som institutionens bestyrelse fastsætter. Ved institutionens oprettelse og ved etablering eller ophør af en institutions varetagelse af opgaven som voksenuddannelsescenter godkender børne- og undervisningsministeren institutionens vedtægtsbestemmelser. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vedtægtens indhold, herunder i en af ministeren udstedt standardvedtægt.

Stk. 5. Institutionens navn godkendes af børne- og undervisningsministeren og fastsættes i vedtægten.

Stk. 6. Institutionens vedtægt skal offentliggøres på institutionens hjemmeside på internettet sammen med datoerne for bestyrelsens vedtagelse, børne- og undervisningsministerens godkendelse, jf. stk. 4, 2. pkt., og § 4, stk. 2, 2. pkt., og offentliggørelsen på hjemmesiden. Vedtægten kan tidligst træde i kraft ved offentliggørelsen.«

2. I § 3, stk. 2, 1. pkt., ændres »til enhver tid« til: »pr. 1. august 2012«.

3. I § 4, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Ministeren godkender den sammenlagte eller spaltede institutions vedtægt.«

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2012, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Eksisterende institutioner skal inden den 1. januar 2013 offentliggøre den godkendte vedtægt på institutionens hjemmeside på internettet sammen med datoerne for generalforsamlingens eller bestyrelsens vedtagelse eller bestyrelsens og generalforsamlingens vedtagelse i fællesskab, børne- og undervisningsministerens eller kulturministerens godkendelse og offentliggørelsen på hjemmesiden.

Stk. 3. Lovens §§ 1-3 finder ikke anvendelse på vedtægtsbestemmelser godkendt før den 1. august 2012 om anvendelse af overskydende midler ved nedlæggelse af en institution.