L 8 Forslag til lov om ændring af lov om den selvstændige offentlige virksomhed DSB og om DSB S-tog A/S samt fusionsskatteloven.

(Fremgangsmåde ved anskaffelse af rullende materiel, generel garantistillelse, bestyrelsessammensætning, mulighed for DSB, Naviair og Energinet.dk til at fusionere skattefrit med helejede datterselskaber, konsekvensændringer som følge af selskabsloven m.v.).

Af: Transportminister Henrik Dam Kristensen (S)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-10-2012

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2012)

20121_l8_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2012)

Transportministeren (Henrik Dam Kristensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om den selvstændige offentlige virksomhed DSB og om DSB S-tog A/S samt fusionsskatteloven (Ændret fremgangsmåde ved anskaffelse af rullende materiel, generel garantistillelse, be­sty­rel­ses­sam­men­sæt­ning, mulighed for DSB og Naviair til at fusionere skattefrit med helejede datterselskaber, kon­se­kvens­æn­drin­ger som følge af selskabsloven m.v.)

(Lovforslag nr. L 8)

Med lovforslaget gennemføres en ændring af fremgangsmåden ved DSB's anskaffelse af rullende materiel. Transportministeren godkender fremover virksomhedens beslutninger vedrørende udbudsmateriale og indgåelse af kontrakt. På denne måde udøves der fremover et særligt tilsyn med DSB's anskaffelser af rullende materiel. Til brug for ministerens stillingtagen indhentes en ekstern kvalitetsvurdering af beslutningsgrundlaget.


Forslaget indebærer desuden, at procedurerne for godkendelse af investeringer, herunder af finansieringen forenkles. Der er i dag et unødigt kompliceret regelsæt, som ikke nødvendigvis bidrager til at sikre det nødvendige samlede overblik over virksomhedens investerings - og finansieringsplaner. Procedurerne ændres af den grund. Dette skal tillige ses i lyset af, at DSB er etableret med en bestyrelse med et selvstændigt ansvar, og at det bl.a. er bestyrelsens ansvar løbende at påse, at virksomhedens kapitalgrundlag, herunder at den likviditetsmæssige situation er forsvarlig set i forhold til virksomhedens drift.


Forslaget lovfæster endvidere en mulighed for at give udvidet statsgaranti til DSB. Efter den nuværende lovgivning kan transportministeren efter godkendelse af Folketingets Finansudvalg garantere for forpligtelser, som DSB og datterselskaber har over for leverandører og långivere i forbindelse med investeringer. Denne mulighed udvides, således at anvendelsen af statsgarantien ikke længere begrænses til kun at angå investeringer. Finansudvalgets godkendelse skal dog i alle tilfælde indhentes.


Forslaget indebærer endvidere, at den fremtidige sammensætning af bestyrelsen for DSB bliver mere fleksibel ved, at der fastsættes et minimums - og et maksimumsantal for antal bestyrelsesmedlemmer valgt på virksomhedsmødet.


Lovforslaget vil tillige indeholde en ophævelse af kapitlet vedrørende DSB S-tog A/S, bortset fra stykket om udlånte tjenestemænd. De stiftelsesbestemmelser, som kapitlet indeholder, ophæves, da virksomheden er etableret, og bestemmelserne derfor ikke længere er aktuelle. Lovforslaget indebærer endvidere hjemmel til, at aktiver og forpligtelser som helhed fra DSB S-tog A/S kan overdrages til DSB, hvilket vil give DSB's ledelse en større fleksibilitet i relation til at indrette koncernens struktur. Andre bestemmelser, der alene vedrører stiftelsen af DSB, ophæves ligeledes.


Forslaget indebærer også, at DSB, og tilsvarende den selvstændige offentlige virksomhed Naviair, får mulighed for omstrukturering uden beskatning i form af skattefri fusion med helejede datterselskaber. DSB og Naviair sidestilles hermed med andre skattepligtige virksomheder i en tilsvarende situation.


Endelig indebærer forslaget, at den eksisterende lov moderniseres. Loven indeholder f.eks. en række henvisninger til aktieselskabsloven, og eftersom denne lov er erstattet af selskabsloven, nødvendiggør dette en række konsekvensændringer i lov om DSB. For at lette anvendelsen af lov om DSB foreslås det tillige, at selskabsloven finder anvendelse på DSB med de tilpasninger, som er en konsekvens af denne lov.


Ikrafttrædelsesdato er dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. Dog fastsættes tidspunktet for ikrafttræden af forslagets § 1, nr. 8 (om tinglysning) af transportministeren.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.