L 102 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Ophævelse af den offentlige rejsesygesikring).

Af: Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag (SF)
Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-12-2013

Skriftlig fremsættelse (17. december 2013)

20131_l102_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (17. december 2013)

Ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Ophævelse af den offentlige rejsesygesikring)

(Lovforslag nr. L 102)

Med lovforslaget ophæves den offentlige rejsesygesikring, der dækker visse udgifter til sygehjælp til personer under midlertidigt ophold i EU/EØS-lande, Schweiz, enkelte småstater og Færøerne og Grønland. Lovforslaget udmønter dele af finanslovsaftalen 2014 indgået mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Forslaget indebærer, at offentlig dækning af dansk sygesikrede personers udgifter til sygehjælp under ferie- eller studieophold i et andet EU-/EØS-land fremover primært sker efter EU-rettens regler om koordinering af sociale sikringsordninger (det blå EU-sygesikringskort). Derudover gælder også en række andre regler, der kan sikre offentlig dækning for dansk sikredes udgifter til sygehjælp i udlandet.

Regeringen finder, at de EU/EØS-retlige regler om koordinering af de sociale sikringsordninger på tværs af landegrænser i EU/EØS-lande giver en rimelig og tilstrækkelig sygesikring til personer, der gennemfører ferie- eller studierejser inden for EU/EØS. Udover den fælleseuropæiske dækning har borgerne mulighed for at tegne en privat rejseforsikring, på samme måde som borgerne allerede gør ved rejser til lande uden for EU/EØS.

Uden den offentlige rejsesygesikring vil dansk sikrede fortsat kunne få offentlig dækning af udgifter til »behovsbestemt sygehjælp« i et andet EU/EØS-land og Schweiz efter EU-rettens koordineringsregler (det blå EU-kort). For de dansk sikrede vil afskaffelsen af den offentlige rejsesygesikring i nogle tilfælde kunne indebære en egenbetaling, hvis det er et vilkår for offentlig sikring i behandlingslandet. Endvidere afskæres dansk sikrede for dækning af udgifter til behandling på private klinikker, der ikke har en aftale med den offentlige sygesikringsordning i behandlingslandet.

Den offentlige dækning vil med forslaget svare til den, som sikrede i andre EU/EØS-lande har.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft pr. 1. august 2014 med en overgangsordning, således at den offentlige rejsesygesikring fortsat dækker ferie- og studierejser, der påbegyndes senest den 31. juli 2014.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.