L 33 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

(Gennemførelse af dele af direktiv 2011/24/EU om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser m.v.).

Af: Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag (SF)
Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-10-2013

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2013)

20131_l33_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2013)

Ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Gennemførelse af dele af direktiv 2011/24/EU om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser m.v. )

(Lovforslag nr. L 33)

Lovforslaget har til formål at implementere dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (herefter: direktivet). Implementeringen foreslås gennemført ved at ændre sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Direktivet har bl.a. til formål at tilvejebringe klare retlige rammer og sikkerhed for patienters adgang til behandling i andre medlemslande ved at retten til at modtage behandling i et andet medlemsland udmøntes i et for borgerne og myndighederne kendt regelsæt.

Med udgangspunkt i direktivets princip om ikke-forskelsbehandling med hensyn til nationalitet fokuserer lovforslaget således på at sikre klar retstilling for især to grupper af patienter: De dansk sikrede, der søger behandling i andre EU/EØS-lande og patienter fra andre EU/EØS-lande, som mod betaling ønsker at modtage behandling i Danmark.

Lovforslaget indeholder desuden en række andre forslag. Det drejer sig bl.a. om udmøntning af direktivets krav om etablering af nationale kontaktpunkter, der kan vejlede patienter om rettigheder m.v. Dette foreslås implementeret ved bl.a. de regionale patientkontorer. Det foreslås bl.a. også, at en sundhedstjenesteyder ikke i sin virksomhed udøve forskelsbehandling på baggrund af nationalitet medmindre forskellen er begrundet i objektive kriterier.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.