L 125 Forslag til lov om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, lov om maritime uddannelser og lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet.

(Justering af fremdriftsreformen m.v.).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V)
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2016

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2016)

20151_l125_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2016)

Uddannelses- og forskningsministeren (Esben Lunde Larsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til Lov om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, lov om maritime uddannelser og lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet (Justering af fremdriftsreformen m.v.)

(Lovforslag nr. L 125)

Lovforslaget fremsættes som opfølgning på aftalen af 20. november 2015 mellem regeringen (Venstre), Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om justering af fremdriftsreformen.

Som led i fremdriftsreformen fra 2013 skal universiteterne reducere studietidsoverskridelsen med 4,3 måneder ud over normeret tid frem mod 2020, når reformen er fuldt indfaset i forhold til niveauet i 2011. Dette overordnede mål fastholdes.

Fremdriftsreformen har til formål at fremme en aktiv studiekultur, og samtidig skal institutionerne tilrettelægge uddannelser sådan, at de studerendes muligheder for at gennemføre på normeret tid bliver understøttet. Nogle af de konkrete initiativer i fremdriftsreformen har imidlertid vist sig at have uhensigtsmæssige konsekvenser for både studerende og for uddannelsesinstitutionerne. Derfor er der behov for at justere en række elementer i reformen.

Det foreslås, at det centrale krav om obligatorisk tilmelding af studerende til fag og prøver svarende til nye 60 ECTS-point pr. studieår ophæves for universiteterne og erstattes af et krav om, at universiteterne selv skal fastsætte interne regler herom inden for en af ministeren fastsat ramme.

For universiteterne foreslås det endvidere, at de inden for en central fastsat ramme kan fastsætte regler om et løbende studieaktivitetskrav, og at muligheden for supplering med henblik på at opfylde adgangskrav på en kandidatuddannelse genindføres.

Det er samtidig hensigten, at ministeren vil fastsætte, at et universitet kan beslutte at fravige internt fastsatte regler om tilmelding til fag og prøver og om et eventuelt studieaktivitetskrav for studerende, der er iværksættere eller formænd i frivillige organisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd.

De foreslåede ændringer på universitetsområdet skal gælde for bachelor- og kandidatuddannelser.

For så vidt angår de øvrige videregående uddannelsesinstitutioner foreslås det, at de får flere muligheder for at indføre tiltag med henblik på at understøtte en aktiv studiekultur.

Det foreslås endvidere, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at uddannelser omfattet af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, som udbydes på universiteter, f.eks. diplomingeniør­uddannelser, kan følge de samme regler, som skal gælde for universiteternes bacheloruddannelser, for så vidt angår tilmelding af studerende til fag og prøver, herunder eventuelle krav til studieaktivitet.

De videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet er ikke omfattet af aftalen om justering af fremdriftsreformen. For disse uddannelsesinstitutioner foreslås det, at det centrale krav om tilmelding til fag og prøver (60 ECTS-point pr. studieår) ophæves.

Herudover indeholder lovforslaget bestemmelser om anvendelse af karakterkrav på bacheloruddannelser samt om udbetaling af tilskud i tilfælde af et universitets overskridelse af dimensionering.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2016. Dog foreslås det, at lovforslagets bestemmelser om supplering træder i kraft den 1. september 2016. Endvidere foreslås det, at hidtidige regler om tilmelding og framelding af studerende til uddannelsens fag og prøver svarende til nye 60 ECTS-point pr. studieår finder anvendelse, indtil universitetet eller den videregående kunstneriske uddannelsesinstitution under Kulturministeriet har fastsat interne regler for samtlige bachelor- og kandidatuddannelser eller videregående kunstneriske uddannelser inden for rammerne af de ministerielt fastsatte regler. Universitetet og den videregående kunstneriske uddannelsesinstitution under Kulturministeriet kan fastsætte de interne regler med virkning fra og med studieåret 2016-17, men reglerne skal senest være fastsat fra studieåret 2017-18.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.