Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling
den 31. maj 2016
Forslag
til
Lov om voksenansvar for anbragte børn og
unge
Kapitel 1
Lovens
formål, anvendelsesområde og voksenansvar
Formål
§ 1. Formålet med loven
er at fastsætte rammer for plejefamilier og personales adgang
til som led i varetagelsen af den daglige omsorg at anvende magt og
foretage andre indgreb i anbragte børn og unges
selvbestemmelsesret og at sikre de anbragte børn og unges
retssikkerhed i forbindelse hermed.
Anvendelsesområde
§ 2. Loven finder med de
begrænsninger, der følger af de enkelte bestemmelser,
anvendelse over for børn og unge, der er anbragt på et
anbringelsessted, der drives af en kommune, en region eller en
privat leverandør, jf. § 66, stk. 1, i lov om social
service.
Stk. 2. Loven
finder dog ikke anvendelse over for børn og unge, der er
anbragt på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler
med en kostafdeling, der er godkendt af socialtilsynet som
anbringelsessted, jf. § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om
social service.
Stk. 3.
§§ 4, 5, 7-9, 14, 16 og 19-24 finder endvidere anvendelse
over for unge over 18 år, hvis den pågældende er
anbragt i henhold til en strafferetlig dom eller kendelse.
Voksenansvar
§ 3. Ansvaret for at varetage
den daglige omsorg overgår fra forældrene til
plejefamilierne og personalet på anbringelsessteder efter
§ 66, stk. 1, i lov om social service, når et barn eller
en ung anbringes uden for hjemmet. Dette ansvar indebærer
bl.a., at plejefamilierne og personalet som led i varetagelsen af
denne omsorg kan foretage nødvendige indgreb i barnets eller
den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller den unges
interesser, herunder sikre, at barnets eller den unges fysiske og
psykiske behov opfyldes, og at barnet eller den unge opbygger
kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og
modtager læring.
Stk. 2. Omsorgen
for et barn eller en ung skal varetages ud fra en konkret afvejning
af barnets eller den unges grundlæggende rettigheder og under
hensyntagen til barnets eller den unges alder, modenhed og
funktionsevne samt under iagttagelse af
proportionalitetsprincippet, jf. § 7.
Kapitel 2
Rammer for
ophold på anbringelsessteder
Husorden
§ 4. Lederen af et
anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om
social service kan fastsætte en husorden, der angiver de
nærmere regler og retningslinjer for ophold på
institutionen.
Stk. 2.
Børn og unge, der er anbragt på et anbringelsessted,
som har fastsat en husorden, jf. stk. 1, skal gøres bekendt
med denne.
Anvendelse af rusmiddeltest med
samtykke
§ 5. Personalet på
anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om
social service kan anvende en rusmiddeltest, når et barn
eller en ung har et misbrug eller der er konkrete grunde til at
antage, at barnet eller den unge har indtaget rusmidler. Barnet
eller den unge skal forinden have afgivet et generelt samtykke til
anvendelse af rusmiddeltest. For børn under 12 år skal
forældremyndighedsindehaveren have afgivet et generelt
samtykke til, at barnet i konkrete situationer kan samtykke til at
aflægge en rusmiddeltest.
Stk. 2. Barnet,
den unge og forældremyndighedsindehaveren skal informeres om
reglerne for aflæggelse af rusmiddeltest forud for afgivelse
af generelt samtykke til anvendelse af rusmiddeltest.
Stk. 3.
Anvendelse af rusmiddeltest kan kun ske, når barnet eller den
unge medvirker frivilligt til aflæggelsen heraf.
Stk. 4. Social-
og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
anvendelse af rusmiddeltest efter stk. 1-3, herunder om
fremgangsmåden og om krav til indholdet af samtykket.
Fysisk guidning
§ 6. Personalet på
anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om
social service og kommunale plejefamilier, der er godkendt som
generelt egnede efter § 66, stk. 1, nr. 2, jf. § 66 a,
stk. 1, nr. 1, i lov om social service, kan fysisk guide et barn
eller en ung.
Stk. 2. Det er
en betingelse for fysisk guidning efter stk. 1, at det vurderes at
være nødvendigt af hensyn til anbringelsesstedets
ansvar for at varetage den daglige omsorg efter § 3 eller af
hensyn til tryghed og trivsel på anbringelsesstedet i
tilfælde, hvor barnet eller den unge generer eller
udøver chikane over for de øvrige anbragte
børn og unge, personalet, den kommunale plejefamilie eller
andre, der opholder sig på anbringelsesstedet.
Kapitel 3
Magtanvendelse
og andre indgreb i selvbestemmelsesretten
Generelle principper for magtanvendelse og andre
indgreb i selvbestemmelsesretten
§ 7. Magtanvendelse og andre
indgreb i selvbestemmelsesretten på anbringelsessteder efter
§ 66, stk. 1, i lov om social service må kun ske
undtagelsesvis og må aldrig erstatte omsorg og
socialpædagogisk indsats.
Stk. 2. Forud
for enhver form for magtanvendelse eller andre indgreb i
selvbestemmelsesretten skal plejefamilien eller personalet
afsøge alle muligheder for at opnå barnets eller den
unges frivillige medvirken til en nødvendig
foranstaltning.
Stk. 3.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal
stå i rimeligt forhold til det, der søges
opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger
tilstrækkelige, skal disse anvendes.
Stk. 4.
Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal
udøves så skånsomt og kortvarigt, som
omstændighederne tillader, og med størst mulig
hensyntagen til barnets eller den unges personlige integritet. Der
skal endvidere i magtanvendelsen eller indgrebet tages hensyn til
andre tilstedeværende, således at der ikke forvoldes
unødig krænkelse eller ulempe. Fiksering og ydmygende,
hånende eller anden nedværdigende behandling er ikke
tilladt.
Afværgehjælp
§ 8. Personalet på
anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om
social service og kommunale plejefamilier, der er godkendt som
generelt egnede efter § 66, stk. 1, nr. 2, jf. § 66 a,
stk. 1, nr. 1, i lov om social service, kan kortvarigt fastholde
eller føre et barn eller en ung væk fra en situation,
når det er nødvendigt for at afværge, at barnet
eller den unge ødelægger eller beskadiger ting i et
ikke ubetydeligt omfang.
Fysisk magtanvendelse
§ 9. Personalet på
anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om
social service kan fastholde eller føre et barn eller en ung
til et andet opholdsrum, når barnet eller den unge udviser en
adfærd, der er til fare for barnet eller den unge selv, de
øvrige anbragte børn og unge, personalet eller andre,
der opholder sig på anbringelsesstedet.
Indgreb i bevægelsesfriheden
m.v.
Tilbageførelse ved
rømning
§ 10. Personalet på
anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om
social service kan som led i omsorgspligten tilbageføre et
anbragt barn eller en anbragt ung, der rømmer, når
barnet eller den unge udviser en adfærd, der medfører
en risiko for skade på barnet eller den unge selv eller
på andre.
Tilbageholdelse i forbindelse med eller under en
anbringelse
§ 11. Børn og
unge-udvalget kan træffe afgørelse om, at et barn
eller en ung, der er anbragt på et anbringelsessted efter
§ 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service, kan
tilbageholdes i op til 14 dage i forbindelse med anbringelsen
på det pågældende opholdssted eller den
pågældende døgninstitution.
Stk. 2.
Børn og unge-udvalget kan endvidere træffe
afgørelse om, at et barn eller en ung kan tilbageholdes i op
til 14 dage under anbringelsen.
Stk. 3.
Tilbageholdelse efter stk. 1 og 2 kan ske, når det må
anses for at have afgørende betydning for at
imødekomme et barns eller en ungs særlige behov for
støtte og det vurderes at have afgørende betydning
for den socialpædagogiske behandling.
Stk. 4.
Afgørelse efter stk. 1 og 2 kan træffes
foreløbigt efter reglerne i § 75, stk. 1, i lov om
social service, når betingelserne heri er opfyldt.
Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om
opretholdelse af tilbageholdelse efter stk. 2 i op til 14 dage
yderligere, når særlige forhold gør sig
gældende.
Stk. 6. Social-
og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
procedurer og vilkår for tilbageholdelsen.
Tilbageholdelse på delvis lukkede
døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner
§ 12. På delvis lukkede
døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner kan anbragte børn og unge
tilbageholdes, ved at yderdøre og vinduer aflåses i
perioder.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at barnet
eller den unge kan tilbageholdes efter stk. 1, når det har
afgørende betydning for den socialpædagogiske
behandling, at barnet eller den unge ikke rømmer fra
institutionen, og der er risiko for, at barnets eller den unges
sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade i forbindelse med
en rømning.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen fastsætter i forbindelse med en
afgørelse efter stk. 2 de nærmere rammer for
tilbageholdelse. Tilbageholdelse kan højst udgøre 5
sammenhængendende dage og maksimum 30 dage i alt på 1
år.
Stk. 4. Lederen
eller dennes stedfortræder kan inden for de rammer om
tilbageholdelse, som kommunalbestyrelsen har truffet
afgørelse om, jf. stk. 3, tilbageholde barnet eller den
unge, når betingelserne i stk. 2 er opfyldt. Lederen eller
dennes stedfortræder kan beslutte, at tilbageholdelsen skal
begrænses til bestemte tidspunkter i døgnet.
Stk. 5.
Afgørelse om tilbageholdelse efter stk. 2 og fastholdelse
efter § 13, stk. 2, er en samlet afgørelse og
træffes for 1 år ad gangen.
Fastholdelse på delvis lukkede
døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner
§ 13. På delvis lukkede
døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner kan anbragte børn og unge
fastholdes fysisk, uanset om betingelserne for at anvende fysisk
magt efter § 9 er opfyldt.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at et
barn eller en ung kan fastholdes efter stk. 1, når det har
afgørende betydning for den socialpædagogiske
behandling, at barnets eller den unge fastholdes, og der er risiko
for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling lider
alvorlig skade, og hvis
1) barnet eller
den unge tidligere har rømmet fra åbne
anbringelsessteder og det må formodes, at den
pågældende igen vil rømme fra
anbringelsesstedet,
2) barnet eller
den unge tidligere har begået kriminalitet og det må
formodes, at den pågældende vil begå ny
kriminalitet,
3) barnet eller
den unge tidligere har indtaget euforiserende stoffer og det
må formodes, at den pågældende vil indtage
euforiserende stoffer, eller
4) barnet eller
den unge tidligere har skadet sig selv og det må formodes, at
den pågældende vil skade sig selv alvorligt.
Stk. 3. Lederen
eller dennes stedfortræder kan inden for de rammer om
fastholdelse, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse
om, jf. stk. 2, i en konkret situation fastholde barnet eller den
unge.
Stk. 4.
Afgørelse om tilbageholdelse efter stk. 2 og fastholdelse
efter § 12, stk. 2, er en samlet afgørelse og
træffes for et 1 år ad gangen.
Isolation på sikrede døgninstitutioner
og særligt sikrede afdelinger samt aflåsning af
værelser om natten
§ 14. Lederen af en sikret
døgninstitution eller særligt sikret afdeling efter
§ 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service eller dennes
stedfortræder kan beslutte at anbringe et barn eller en ung i
et særligt afsondret isolationsrum, når der er
overhængende fare for, at barnet eller den unge skader sig
selv eller andre.
Stk. 2.
Isolation efter stk. 1 skal være så kortvarig og
skånsom som muligt og må ikke vare længere end 2
timer på en sikret døgninstitution og 4 timer på
en særligt sikret afdeling. Aflåsning af værelser
om natten er ikke isolation.
Stk. 3. Der skal
løbende føres tilsyn med et barn eller en ung, der er
anbragt i isolation.
Stk. 4. Social-
og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
anvendelse af isolation, herunder rammerne for isolation og tilsyn
med barnet eller den unge samt aflåsning af værelser om
natten.
Indgreb i retten til privatliv
Kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden
kommunikation
§ 15. Børn og
unge-udvalget kan uden retskendelse træffe afgørelse
om kontrol med barnets eller den unges brevveksling,
telefonsamtaler og anden kommunikation med nærmere angivne
personer uden for institutionen under barnets eller den unges
ophold på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5
og 6, i lov om social service, når det er nødvendigt
af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling.
Afgørelsen træffes for en bestemt periode.
Stk. 2. Der kan
ikke foretages kontrol med korrespondance m.v. mellem barnet eller
den unge og offentlige myndigheder eller en eventuel advokat.
Stk. 3. En
afgørelse efter stk. 1 kan træffes foreløbigt
efter reglerne i § 75, stk. 1, i lov om social service,
når betingelserne heri er opfyldt.
Stk. 4. Social-
og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden
kommunikation.
Undersøgelse af person og
opholdsrum
§ 16. Lederen af et
anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om
social service eller den, der bemyndiges dertil, kan uden
retskendelse beslutte, at der skal foretages en undersøgelse
af et anbragt barns eller en anbragt ungs person eller opholdsrum,
hvis der er bestemte grunde til at antage, at barnet eller den unge
er i besiddelse af effekter, og besiddelsen medfører, at
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn ikke kan iagttages,
jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ud over
tilfælde nævnt i stk. 1 kan lederen af en sikret
døgninstitution eller en særligt sikret afdeling efter
§ 66, stk. 1, nr. 6, i lov om social service eller den, der
bemyndiges dertil, uden retskendelse beslutte, at der skal
foretages undersøgelse af, hvilke effekter et barn eller en
ung, der er anbragt i afdelingen eller på
døgninstitutionen, har i sin besiddelse på sin person
eller i sit opholdsrum, hvis en sådan undersøgelse er
nødvendig for at sikre, at ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn iagttages.
Stk. 3.
Undersøgelse efter stk. 2 kan foretages, når barnet
eller den unge anbringes på en sikret døgninstitution
eller en særligt sikret afdeling, før og efter
besøg og før og efter fravær fra den sikredede
døgninstitution eller særligt sikret afdeling.
Stk. 4. Lederen
af et anbringelsessted efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i lov
om social service eller den, der bemyndiges dertil, kan uden
retskendelse beslutte at tage effekter, der findes i barnets eller
den unges besiddelse, i bevaring, hvis det skønnes
påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn.
Stk. 5. Social-
og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
gennemførelsen af en undersøgelse af barnets eller
den unges person eller opholdsrum samt effekter taget i bevaring i
forbindelse hermed.
Anvendelse af alarm- eller pejlesystemer over for
børn og unge med nedsat psykisk
funktionsevne
§ 17. Kommunalbestyrelsen kan
efter ansøgning fra et anbringelsessted efter § 66,
stk. 1, nr. 5 og 6, i lov om social service i særlige
tilfælde træffe afgørelse om for en
afgrænset periode at anvende personlige alarm- eller
pejlesystemer over for anbragte børn og unge, der har
betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, når
1) der er risiko
for, at barnet eller den unge ved at forlade anbringelsesstedet
skader sig selv eller andre,
2) det
personlige alarm- eller pejlesystem kan bidrage til at
afværge denne risiko og
3)
forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke til
anvendelsen af det personlige alarm- eller pejlesystem.
Stk. 2. Social-
og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
anvendelse af alarm- eller pejlesystemer, herunder om
udstrækningen af den periode, hvor der kan anvendes alarm-
eller pejlesystemer, og hvilke typer alarm- eller pejlesystemer der
kan anvendes. Ministeren kan endvidere fastsætte
nærmere regler om kommunalbestyrelsens behandling af
ansøgninger om anvendelse af alarm- eller pejlesystemer.
Kapitel 4
Særlige
bestemmelser for unge anbragt i varetægtssurrogat som led i
afsoning eller ungdomssanktion
Særligt om besøgs-, brev-,
telefonkontrol m.v. for unge i
varetægtssurrogat
§ 18. For unge, der efter
§ 765 i retsplejeloven er anbragt på sikrede
døgninstitutioner efter § 66, stk. 1, nr. 6, i lov om
social service, gælder § 771 og § 772, stk. 1 og
stk. 2, 1. pkt., i retsplejeloven tilsvarende.
Stk. 2. Social-
og indenrigsministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte nærmere regler om besøg, brevveksling,
telefonsamtaler og anden kommunikation.
Indgreb i den anbragtes adgang til internet og
telefon
§ 19. Kommunalbestyrelsen kan
uden retskendelse træffe afgørelse om, at personalet
på anbringelsessteder efter § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i
lov om social service kan foretage indgreb efter stk. 2 og 3 over
for unge over og under 18 år, hvis de pågældende
er anbragt på et anbringelsessted i henhold til en
strafferetlig dom eller kendelse.
Stk. 2. Der kan
træffes afgørelse om, at den anbragtes brug af telefon
og internet i et konkret tilfælde skal påhøres
eller overvåges, når dette skønnes
nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn,
herunder for at forebygge eller forhindre kriminalitet.
Stk. 3. Der kan
træffes afgørelse om, at den anbragtes adgang til at
benytte telefon og internet afbrydes eller forhindres, hvis det er
nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn,
herunder for at forebygge eller forhindre kriminalitet.
Stk. 4. Stk. 2
og 3 omfatter ikke den anbragtes kommunikation med offentlige
myndigheder, advokater, værger eller
bistandsværger.
Stk. 5. Stk. 1
omfatter ikke unge over og under 18 år, som bliver boende
på anbringelsesstedet, efter den strafferetlige
foranstaltning er ophævet.
Foreløbige
afgørelser
§ 20. Lederen af
anbringelsesstedet og lederens stedfortræder kan træffe
foreløbige afgørelser om indgreb, jf. § 19, i
tilfælde, hvor iværksættelse af indgrebet er
uopsætteligt og ikke kan afvente, at sagen
færdigbehandles af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. En
foreløbig afgørelse, jf. stk. 1, skal snarest muligt
forelægges til godkendelse hos kommunalbestyrelsen, jf.
§ 19, stk. 1.
Kapitel 5
Registrering og
indberetning, tilsyn og klageadgang samt særlig adgang til
domstolsprøvelse
Registrering og indberetning
§ 21. Magtanvendelse eller
andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter §§ 8-14, 16,
18 og 20 og magtanvendelse i øvrigt skal registreres og
indberettes af anbringelsesstedet til den kommunalbestyrelse, der
har ansvaret for barnets eller den unges ophold på
anbringelsesstedet, jf. §§ 9 og 9 a i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område,
og til det socialtilsyn, der fører driftsorienteret tilsyn
med anbringelsesstedet, jf. § 2 i lov om socialtilsyn.
Stk. 2. Barnet
eller den unge, der har været udsat for magtanvendelse eller
andre indgreb i selvbestemmelsesretten, skal gøres bekendt
med indberetningen og have lejlighed til at udtale sig om
episoden.
Stk. 3. Ved
magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter
stk. 1, der har fundet sted på en intern skole på et
opholdssted eller en døgninstitution efter § 66, stk.
1, nr. 5 og 6, i lov om social service, skal anbringelsesstedet
endvidere foretage indberetning til kommunalbestyrelsen i
anbringelsesstedets beliggenhedskommune.
Stk. 4. Ved
magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten efter
stk. 1, der har fundet sted på et kommunalt eller regionalt
anbringelsessted, skal anbringelsesstedet endvidere orientere den
kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen.
Stk. 5. Social-
og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
registrering og indberetning efter stk. 1-4.
Tilsyn
§ 22. Det socialtilsyn, der
fører driftsorienteret tilsyn med et anbringelsessted, jf.
§ 2 i lov om socialtilsyn, fører som led heri tilsyn
med anbringelsesstedernes anvendelse af reglerne i denne lov.
Klageadgang
§ 23. Anbragte børn og
unge over 12 år og forældremyndighedsindehavere kan
klage over afgørelser truffet efter denne lov.
Stk. 2. Klager
over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget
eller kommunalbestyrelsen i medfør af denne lov kan
indbringes for Ankestyrelsen.
Stk. 3. Klager
over anvendelsen af magt eller andre indgreb i
selvbestemmelsesretten efter reglerne i denne lov eller regler
fastsat i medfør heraf kan indbringes for
kommunalbestyrelsen.
Stk. 4. Klage
til Ankestyrelsen skal ske, inden 4 uger efter at klageren har
fået meddelelse om afgørelsen, jf. § 67, stk. 1,
i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område.
Stk. 5.
Indbringelse af sagen for Ankestyrelsen, jf. stk. 2, har ikke
opsættende virkning. Dog kan styrelseschefen under ganske
særlige omstændigheder bestemme, at en afgørelse
ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har
truffet afgørelse i sagen.
Stk. 6. Ved
behandlingen i Ankestyrelsen finder §§ 72 og 73 og §
74, stk. 2 og 3, i lov om social service anvendelse.
Stk. 7. I
forbindelse med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen har
forældremyndighedens indehaver og den unge over 12 år
ret til at få dækket udgifter til transport til
møder i Ankestyrelsen.
Stk. 8. Social-
og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om
klageadgang.
Særlig adgang til
domstolsprøvelse
§ 24. Ankestyrelsens
afgørelse i sager om klager over afgørelser truffet
af børn og unge-udvalget og om klager over afgørelser
efter § 12, stk. 4, truffet af kommunalbestyrelsen efter
§ 23, stk. 2, kan ved henvendelse til Ankestyrelsen, inden 4
uger efter klageren har fået meddelelse om afgørelsen,
kræves forelagt for retten, jf. § 169, stk. 2, og
§§ 170-172 i lov om social service.
Kapitel 6
Ikrafttræden og territorial
gyldighed
§ 25. Loven træder i
kraft den 1. januar 2017.
§ 26. Loven gælder ikke
for Færøerne og Grønland.