L 131 Forslag til lov om anlæg af et nyt Statens Naturhistoriske Museum.

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-02-2017

Skriftlig fremsættelse (8. februar 2017)

20161_l131_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. februar 2017)

Transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om anlæg af et nyt Statens Naturhistoriske Museum

(Lovforslag nr. L 131)

I 2004 sammenlagde Københavns Universitet de fire eksisterende naturhistoriske museer; Zoologisk Museum, Botanisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Have til Statens Naturhistoriske Museum. Formålet med et samlet naturhistorisk museum var at styrke den tværfaglige formidling inden for det naturvidenskabelige område.

Der har siden sammenlægningen været et ønske om at bygge et nyt samlet museum, da de nuværende faciliteter er utidssvarende. Staten og Københavns Universitet aftalte således i 2006, at der skal opføres et nyt Statens Naturhistoriske Museum i tilknytning til Botanisk Have. Planerne for et nyt Statens Naturhistoriske Museum indgik i aktstykke nr. 148 af 22. juni 2006.

Med lovforslaget bemyndiges transport-, bygnings- og boligministeren til at anlægge et nyt Statens Naturhistoriske Museum i den nordlige del af Botanisk Have.

Projektet for etableringen af Statens Naturhistoriske Museum er et anlægsprojekt, der rummer betydelige risici, henset til projektets unikke karakter, herunder museets volumen, beliggenhed og kompleksitet. Det er derfor besluttet at fremsætte anlægslov for projektet.

Til brug for anlæggelsen af nyt Statens Naturhistoriske Museum indeholder lovforslaget en række bestemmelser, som regulerer natur-, miljø-, og beskyttelsesforhold, klageadgang, domstolsprøvelse mv.

For så vidt angår den miljøretlige regulering af anlægget, skal det særligt bemærkes, at lovforslaget på en række punkter udgør en fravigelse af plan-, natur- og miljølovgivningen. På baggrund af projektets volumen, beliggenhed og kompleksitet er det således vurderet nødvendigt at fravige visse love samt klageadgange relateret til en række love for projektet. Natur- og miljøhensyn vil fortsat blive varetaget i projektet, herunder vil der blive gennemført de nødvendige afværgeforanstaltninger.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.