L 184 Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

(Indførelse af investeringsrammer på selvejeområdet).

Af: Undervisningsminister Merete Riisager (LA)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 30-03-2017

Skriftlig fremsættelse (30. marts 2017)

20161_l184_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (30. marts 2017)

Undervisningsministeren (Merete Riisager):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse (Indførelse af investeringsrammer på selvejeområdet)

(Lovforslag nr. L 184)

Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af »Aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti: Finansloven for 2017 (18. november 2016)«, hvor et element er indførelse af investeringsrammer på det statslige selvejeområde fra 2018.

Af aftalen fremgår det, at »der er en aktuel udfordring med at nedbringe de allerede planlagte offentlige investeringer i bygninger og anlæg til de finansierede niveauer. Fremadrettet er der behov for en bedre styring af de offentlige investeringer, så der ikke planlægges og igangsættes flere infrastrukturprojekter, bygninger og anlæg, end der er råd til. Der er i den forbindelse behov for bedre styringsmæssige rammer for investeringer på det statslige selvejeområde. Det skal sikre, at man undgår en situation, hvor investeringer i den statslige selvejesektor, som ligger udover det forudsatte, medfører, at andre offentlige investeringer, herunder fx på transportområdet, skal reduceres.«

Hensigten med lovforslaget er således at skabe bedre mulighed for politisk prioritering af investeringsomfanget på det statsfinansierede selvejeområde.

Det følger af institutionslovgivningen på Undervisningsministeriets område, at de statsfinansierede selvejede uddannelsesinstitutioner har fri dispositionsret, altså disponerer frit inden for deres formål ved anvendelse af tilskud, indtægter og kapital under ét.

Med forslaget etableres der hjemmel til, at undervisningsministeren kan pålægge de statsfinansierede selvejende uddannelsesinstitutioner at tilpasse, udskyde eller standse planlagte investeringer, hvis de samlede budgetterede investeringer på ministerområdets statsfinansierede selvejende institutioner overstiger den flerårige investeringsramme, der fastsættes på de årlige finanslove. Der foreslås endvidere etableret hjemmel til, at institutionerne efter anmodning fra undervisningsministeren skal indberette investeringsbudgetter og regnskabstal. Endelig foreslås undervisningsministeren bemyndiget til at fastsætte regler om forvaltningen af investeringsrammerne, der fastsættes på de årlige finanslove. Bemyndigelsen vil kunne anvendes til løbende at kunne tilpasse administrationen.

Lovforslaget om flerårige investeringsrammer gælder nyinvesteringer, der omfatter køb eller opførelse af nye aktiver, der aktiveres i institutionens balance.

Lovforslaget omfatter de offentlige gymnasier, hf-centre m.v., voksenuddannelsescentre og institutioner for erhvervsrettet uddannelse, der er selvejende institutioner omfattet af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. eller lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

Lovforslaget medfører merudgifter til administration af investeringsrammerne for staten, herunder de statsfinansierede selvejende uddannelsesinstitutioner.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2018.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.