L 32 Forslag til lov om ændring af lov om tjenestemænd og lov om tjenestemandspension.

(Rådighedsløn til personer, der har nået folkepensionsalderen, beregning af førtidspension for visse tjenestemænd og ret til tilskadekomstpension).

Af: Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-10-2016

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2016)

20161_l32_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (6. oktober 2016)

Finansministeren (Claus Hjort Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om tjenestemænd og lov om tjenestemandspension (Rådighedsløn til personer, der har nået folkepensionsalderen, beregning af førtids­pen­sion for visse tjenestemænd og ret til tilskadekomstpension)

(Lovforslag nr. L 32)

Lovforslaget indebærer, at tjenestemandslovens bestemmelse om ophør af retten til rådighedsløn til personer, der har nået folkepensionsalderen, ophæves.

Det foreslås som konsekvens heraf, at tjenestemandspensionslovens bestemmelse om optjening af pensionsalder i den periode, hvori en tjenestemand ville have været berettiget til rådighedsløn, hvis pågældende ikke havde nået folkepensionsalderen, ophæves.

Ændringerne indebærer, at tjenestemænd, der modtager rådighedsløn, bevarer udbetalingen af denne også efter opnået folkepensionsalder.

Endvidere indebærer lovforslaget en ændring af tjenestemandspensionslovens bestemmelse om beregning af førtidspension til visse tjenestemænd i politiet og kriminalforsorgen. Ændringen har til formål på at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med det, der var forudsat ved overenskomstforhandlingerne i 2011 og 2013.

Endelig foreslås det, at tjenestemandspensionslovens bestemmelser om tilskadekomstpension ændres, således at der kan tilkendes tilskadekomstpension efter tjenestemandspensionsloven på grundlag af erstatning efter lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.