B 75 Forslag til folketingsbeslutning om adgang til at inddrage forældremyndighedsindehavers opholdstilladelse, hvis vedkommende sender sit barn på genopdragelsesrejse i udlandet.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Beretning afgivet
Afgivet: 15-05-2018

Beretning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 15. maj 2018

20171_b75_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 15. maj 2018

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 22. februar 2018 og var til 1. behandling den 18. april 2018. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 7 spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren til skriftlig besvarelse. Ministeren har besvaret spm. 7.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, V, LA, SF og KF) er enige om, at det skal have alvorlige konsekvenser for forældre, der tvinger deres barn på genopdragelsesrejse.

Regeringen har som et element i sit parallelsamfundsudspil fremlagt et forslag, der går ud på at kriminalisere genopdragelsesrejser. Regeringen har derudover i forbindelse med 1. behandling af beslutningsforslaget tilkendegivet, at regeringen er indstillet på at undersøge, om der i tillæg til regeringens eget forslag kan peges på andre initiativer som værn mod genopdragelsesrejser, som kan indarbejdes i det kommende lovforslag, der fremsættes i næste folketingssamling. I den forbindelse har ministeren lovet at se nærmere på, om der juridisk set kan bygges videre på beslutningsforslagets forslag om adgang til at inddrage forældrenes opholdstilladelse.

Flertallet bemærker, at det ikke er udformningen, men derimod intentionen om at ramme forældrene og nedbringe antallet af genopdragelsesrejser, der er vigtig. Flertallet er derfor positivt indstillet over for ministerens tilkendegivelse om, at regeringen vil indkalde til forhandlinger om øvrige tiltag mod genopdragelsesrejser. Flertallet bakker således op om, at der søges en fælles og bredere løsning, hvor alle forældre mødes af en sanktion, når de sender deres barn på genopdragelsesrejse i hjemlandet.

Flertallet noterer sig, at regeringen vil indkalde repræsentanter for de partier, som er fælles om beretningen, og forslagsstillerne bag beslutningsforslaget til drøftelse heraf, inden et lovforslag fremsættes i næste folketingssamling.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget står fast på det beslutningsforslag, som DF har fremsat sammen med S og SF. Dansk Folkeparti mener, at en vedtagelse af beslutningsforslaget er at foretrække frem for en beretning, hvor ministeren ikke forpligter sig på at gennemføre forslaget, men blot forpligter sig på at undersøge muligheden for forskellige tiltag. DF diskuterer gerne, om de forskellige forslag, som har været fremme, kan kombineres. Men det kræver netop, at dette konkrete forslag bliver stemt igennem af et flertal i Folketinget. At S og SF vælger at trække støtten til deres eget forslag, et forslag, som er stillet sammen med DF, udgør et problem i forhold til indsatsen mod genopdragelsesrejser. S´ og SF's vaklen i en så alvorlig sag er uforståelig og kritisabel. Det faktum, at Udlændinge- og Integrationsministeren har arbejdet målrettet på at bremse en helt igennem rimelig stramning af udlændingeloven, er også kritisabelt. Dansk Folkeparti ønsker på den baggrund forslaget til afstemning og kan derfor ikke støtte udtalelsen fra flertallet.

P.u.v.

Martin Henriksen

formand

Bilag 1

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 75



Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvor mange tilfælde af genopdragelsesrejser ministeren vurderer, at der er årligt i Danmark, til udlændinge- og integrationsministeren
2
Spm., om ministerens forslag om at fjerne grænsen på 3 måneder ved genopdragelsesophold i udlandet vil betyde, at barnet i udgangspunkt har mulighed for at vende hjem efter et tvungent ophold i udlandet, til udlændinge- og integrationsministeren
3
Spm. om, hvordan ministeren vil definere en genopdragelsesrejse, og hvilke overvejelser ministeren gør sig i forhold til at løfte bevisbyrden, om et barn har været på en genopdragelsesrejse, til udlændinge- og integrationsministeren
4
Spm. om, hvordan ministeren forestiller sig, at man styrker den forebyggende indsats ved at opbygge kompetencerne i børnenes nærmiljø - både i skole og i fritid, til udlændinge- og integrationsministeren
5
Spm., om ministeren er parat til at se på, hvordan ambassaderne kan involveres i håndteringen af sager, hvor børn og unge sendes på genopdragelsesrejser, og hvor der er behov for at hjælpe dem tilbage til Danmark, til udlændinge- og integrationsministeren
6
Spm. om, hvilke muligheder ambassaderne har i dag for at hjælpe børn og unge, der er sendt på genopdragelsesrejse, tilbage til Danmark, til udlændinge- og integrationsministeren
7
Spm., om ministeren på baggrund af tilkendegivelserne under 1. behandling af forslaget vil tage initiativ til drøftelser af et fælles udkast til beretning over beslutningsforslaget, til udlændinge- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå