B 75 Forslag til folketingsbeslutning om adgang til at inddrage forældremyndighedsindehavers opholdstilladelse, hvis vedkommende sender sit barn på genopdragelsesrejse i udlandet.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 22-02-2018

Fremsat den 22. februar 2018 af Martin Henriksen (DF), Christian Langballe (DF), Mattias Tesfaye (S) og Karsten Hønge (SF)

20171_b75_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 22. februar 2018 af Martin Henriksen (DF), Christian Langballe (DF), Mattias Tesfaye (S) og Karsten Hønge (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om adgang til at inddrage forældremyndighedsindehavers opholdstilladelse, hvis vedkommende sender sit barn på genopdragelsesrejse i udlandet

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag i indeværende folketingsår, som indfører en adgang til at inddrage en udenlandsk forældremyndighedsindehavers opholdstilladelse, hvis vedkommende har sendt sit barn på genopdragelsesrejse i udlandet, og hvis inddragelsen efter en konkret vurdering kan ske i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Bemærkninger til forslaget

Formålet med dette beslutningsforslag er at få indført en hjemmel i udlændingeloven til at inddrage opholdstilladelsen hos herboende forældremyndighedsindehavere, som ikke har dansk statsborgerskab, hvis de sender deres barn på genopdragelsesrejse i udlandet.

Udlændingelovens regler om genopdragelsesrejser blev strammet med lovforslag nr. L 188 fra folketingsåret 2009-10. I dag kan en mindreårig udlændings opholdstilladelse således bortfalde, hvis vedkommende har opholdt sig uden for Danmark i mere end 3 på hinanden følgende måneder på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for skolegang og integration, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2. Forslagsstillerne finder det imidlertid utilstrækkeligt, at det kun er barnets opholdstilladelse, som kan bortfalde, da det alene har indirekte konsekvenser for udenlandske forældre, som sender deres barn på genopdragelsesrejse. Det bør også have konsekvenser for forældremyndighedsindehaverens egen tidsbegrænsede eller permanente opholdstilladelse, hvis vedkommende beslutter at sende sit barn på genopdragelsesrejse i udlandet. Med dette beslutningsforslag foreslås det således, at der indføres en adgang til at inddrage forældremyndighedsindehaveres opholdstilladelse som supplement til udlændingelovens § 17, stk. 2, om bortfald af barnets opholdstilladelse.

Beslutningsforslaget omfatter genopdragelsesrejser i udlandet, hvilket både vil omfatte genopdragelsesrejser i forældremyndighedsindehaverens hjemland og i andre lande. Ved gennemførelsen af beslutningsforslaget kan der efter forslagsstillernes opfattelse passende anvendes samme afgrænsning af begrebet genopdragelsesrejse som i udlændingelovens § 17, stk. 2.

Folketinget behandlede i folketingssamlingen 2011-12 beslutningsforslag nr. B 18, som ligeledes vedrørte inddragelse af forældremyndighedsindehaveres opholdstilladelse, hvis deres børn blev sendt på genopdragelsesrejse i udlandet. Dengang erklærede flere partier sig enige i beslutningsforslagets intention, men forslaget blev afvist af den daværende regering og flere partier, da Justitsministeriet vurderede, at en gennemførelse af forslaget ville være i strid med Danmarks menneskeretlige forpligtelser. Justitsministeriet fremhævede bl.a., at der i hver enkelt sag vil skulle foretages en konkret vurdering af, om inddragelse af en opholdstilladelse er foreneligt med forældrenes ret til respekt for privat- og familieliv. Desuden vurderede ministeriet, at det ofte vil være uproportionalt at inddrage en forældremyndighedsindehavers opholdstilladelse, alene under henvisning til at denne har truffet en uhensigtsmæssig, men lovlig beslutning for et eller flere af sine børn. Dette ville særlig gælde forældremyndighedsindehavere, som har ophold i Danmark som flygtninge, da det kan være i strid med FN's flygtningekonvention og det menneskeretlige forbud mod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, hvis de sendes tilbage til deres hjemland.

I dette beslutningsforslag er det præciseret, at muligheden for at inddrage en opholdstilladelse kun skal være der, hvis det efter en konkret vurdering kan ske i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Hvis beslutningsforslaget vedtages, skal der således i hver enkelt sag foretages en konkret vurdering af, om det vil være proportionalt og i øvrigt i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage opholdstilladelsen. For personer med en stærk tilknytning til Danmark kan det således være udelukket at inddrage opholdstilladelsen. Til gengæld vil det blive muligt at inddrage opholdstilladelsen for personer med en svag tilknytning til Danmark, som vælger at sende børn på genopdragelsesrejse i udlandet. Selv om det i en konkret sag ikke viser sig at være muligt at inddrage en forældremyndighedsindehavers opholdstilladelse, vil det stadig signalere, at Danmark ikke tolererer genopdragelsesrejser, og at de danske myndigheder som følge af en genopdragelsesrejse genovervejer vedkommendes opholdstilladelse.

Det kan ligeledes være udelukket at inddrage en opholdstilladelse, hvis forældremyndighedsindehaveren har asyl i Danmark som flygtning. Hvis vedkommende imidlertid har valgt at sende sit barn på genopdragelsesrejse i det land, som familien er flygtet fra, vil der efter forslagsstillernes opfattelse til gengæld være grund til at vurdere, om der i stedet kan ske en inddragelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, eller § 19, stk. 2, nr. 4, da genopdragelsesrejsen må være tegn på, at familien igen kan opholde sig i hjemlandet.

Forslagsstillerne betragter det som en forbedring af den nuværende retstilstand, at der indføres en adgang til i visse tilfælde at inddrage forældres opholdstilladelse, hvis de sender børn på genopdragelsesrejse, og at inddragelsen vil skulle vurderes i hver enkelt sag. Det vil efter forslagsstillernes opfattelse sende et meget klart signal om, at genopdragelsesrejser ikke tolereres af Danmark.

Et forældrepars beslutning om at sende deres barn på genopdragelsesrejse træffes ofte, fordi barnet set med forældrenes øjne er blevet »for dansk«, hvilket vil sige, at barnet opfører sig dansk og antager de normer, som er typiske for danske børn. Denne opførsel hos barnet er efter forslagsstillernes mening ikke udtryk for et problem, men tværtimod udtryk for, at integrationen går i den rigtige retning. Forældre, som sender deres barn på genopdragelsesrejse i udlandet, bryder den tillid, som Danmark har vist dem ved at give dem en opholdstilladelse. Når forældrene træffer et sådant valg, er det åbenlyst, at de reelt ikke ønsker at leve deres liv i et samfund som det danske. Det bør have konsekvenser. Forslagsstillerne håber først og fremmest, at beslutningsforslaget kan medvirke til at forebygge genopdragelsesrejser, da det er et overgreb på børn og unge. Men er barnet allerede sendt væk fra Danmark, bør hele familien følge med.

Skriftlig fremsættelse

Martin Henriksen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om adgang til at inddrage forældremyndighedsindehavers opholdstilladelse, hvis vedkommende sender sit barn på genopdragelsesrejse i udlandet.

(Beslutningsforslag nr. B 75)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.