L 28 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Bemyndigelse til at fastsætte regler om små motoriserede køretøjer).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2017

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

20171_l28_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

Transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Bemyndigelse til at fastsætte regler om små motoriserede køretøjer)

(Lovforslag nr. L 28)

Formålet med lovforslaget er at skabe bedre rammer for den retlige regulering af en række mindre motoriserede køretøjer på færdselslovens område.

Som det er i dag, er anvendelse af små motoriserede køretøjer ikke nærmere reguleret i færdselsloven. Der findes således i dag en række forskellige små motoriserede køretøjer, som det ikke er tilladt at anvende på færdselslovens område. Dette gælder blandt andet de såkaldt selvbalancerende køretøjer som f.eks. segboards, motoriserede løbehjul og motoriserede skateboards.

Gennem de senere år er der, som følge af den teknologiske udvikling inden for motor- og batteriteknologi, sket en stigning i antallet af nye typer små motoriserede køretøjer. Lovforslaget har til hensigt at imødese udviklingen på markedet for små motoriserede køretøjer og befolkningens interesse for at anvende disse køretøjer som transportmiddel. Herved gives nye fleksible transportformer mulighed for at vinde frem.

Henset til, at køretøjstyperne fortsat er meget nye på færdselsområdet, forudsættes det med lovforslaget, at køretøjerne i første omgang lovliggøres i en forsøgsordning, der reguleres på bekendtgørelsesniveau.

Lovforslaget indeholder derfor en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter transport-, bygnings- og boligministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser for anvendelse af små motoriserede køretøjer, herunder bestemmelser om særlige alders- og hastighedsgrænser, krav om kørekort til de pågældende køretøjer, brug af signaler, tegn, lygteføring og anvisninger for færdsel samt anvendelseskrav m.v.

Ved fastsættelse af de nærmere regler for en forsøgsordning vil der blive taget behørigt hensyn til færdselssikkerheden således, at forsøgsordningen bliver færdselssikkerhedsmæssig forsvarlig.

Med lovforslaget foreslås endvidere, at det gældende forbud mod anvendelse af rullebræt (skateboard) på færdselslovens område ophæves. Samtidig fastsætter lovforslaget, at skateboardførere skal betragtes som gående. Hermed sidestilles kørsel på skateboards med kørsel på rulleskøjter, hvor føreren efter de gældende regler betragtes som gående.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.