L 29 Forslag til lov om ændring af lov om leje og lov om leje af almene boliger.

(Fremme af digital kommunikation i boliglejeforhold).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2017

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

20171_l29_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2017)

Transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om leje og lov om leje af almene boliger (Fremme af digital kommunikation i boliglejeforhold)

(Lovforslag nr. L 29).

Efter de gældende regler kræver det en aftale imellem parterne at kommunikere digitalt i boliglejeforhold. Med lovforslaget ændres dette udgangspunkt, så det er valgfrit for parterne, hvilken skriftlig form der skal kommunikeres i.

Begge parter kan dog med 1 måneds varsel forlange sig fritaget fra digital kommunikation, ligesom personer (både lejere og udlejere), som er fritaget fra Digital Post, jf. § 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, kan frigøre sig ved at oplyse modparten herom. Meddelelse om opsigelse eller ophævelse fra udlejeren kan dog fortsat ikke sendes digitalt, da det kan få vidtgående konsekvenser for lejeren at overse en sådan meddelelse.

Endvidere foreslås det tydeliggjort i lejeloven, at ind- og fraflytningsrapporten kan udleveres til lejeren på synet ved fremsendelse digitalt til en af lejeren medbragt enhed fx mobiltelefon. Der skal således ikke nødvendigvis ske fysisk udlevering.

Endelig er det foreslået, at de informationer, som udlejeren skal give til lejerne i forbindelse med tilbud om overtagelse af ejendommen på andelsbasis, kan gives digitalt fx ved at udlevere et USB-stik.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings hurtige og velvillige behandling.