L 131 Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs.

(Sammensætning af Fiskeriets Arbejdsmiljøråd).

Af: Erhvervsminister Rasmus Jarlov (KF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 19-12-2018

Skriftlig fremsættelse (19. december 2018)

20181_l131_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (19. december 2018)

Erhvervsministeren (Rasmus Jarlov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs (Sammensætning af Fiskeriets Arbejdsmiljøråd)

(Lovforslag nr. L 131)

Lovforslaget har til formål at ændre sammensætningen af Fiskeriets Arbejdsmiljøråd.

Forslaget er en opfølgning på Vækst- og Udviklingspakken for dansk fiskeri og fremsættes på baggrund af et ønske fra partierne bag fiskeripakken om, at sammensætningen af Fiskeriets Arbejdsmiljøråd ændres, så det i højere grad afspejler bredden i dansk fiskeri. Konkret er ønsket, at Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri og eventuelt også Danmarks Pelagiske Producentorganisation får mulighed for at deltage i beslutninger i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd.

Fiskeriets Arbejdsmiljøråd er oprettet for at styrke den arbejdsmiljømæssige indsats for fiskere, der arbejder på danske fiskeskibe. Efter den gældende procedure, er det Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation og 3F, som indstiller medlemmer til udnævnelse i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd.

Forskellige løsningsmuligheder har ved flere lejligheder været drøftet med Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation og 3F. Det har dog ikke været muligt at finde frem til en brugbar løsning i fælles forståelse med arbejdsmarkedets parter.

Det har hidtil været arbejdsmarkedets parter med indsigt i arbejdsforholdene i erhvervet, der i overensstemmelse med traditionen på det danske arbejdsmarked indstiller medlemmerne af Fiskeriets Arbejdsmiljøråd. Regeringen er derfor tilbageholdende over for en lovbaseret løsning, der kan anses for et brud med denne tradition. Der har imidlertid været et ønske herom blandt kredsen af partier bag fiskeripakken. For at finde en løsning på den opståede situation, er det derfor helt undtagelsesvist fundet nødvendigt at foreslå en lovændring i dette konkrete tilfælde. På den baggrund foreslås en ændring af lov om sikkerhed til søs, som indebærer, at det ved lov fastsættes, hvem der indstiller medlemmer til Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, og at medlemmerne udnævnes af erhvervsministeren. Konkret foreslås at Danmarks Fiskeriforening Producentorganisation, Danmarks Pelagiske Producentorganisation og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri bliver indstillingsberettiget for arbejdsgiversiden, og at 3F og CO-Søfart bliver indstillingsberettiget for arbejdstagersiden. De tre nye organisationer foreslås indstillingsberettiget med hver 1 medlem. For fortsat at sikre at Fiskeriets Arbejdsmiljøråd består af et ligeligt antal repræsentanter for arbejdstagere om bord og arbejdsgivere for disse foreslås endvidere, at Fiskeriets Arbejdsmiljøråd udvides fra 8 til 10 medlemmer.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, således at der snarest muligt vil kunne udnævnes et nyt arbejdsmiljøråd.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.