L 220 Forslag til lov om ændring af fiskeriloven.

(Auktion m.v. over fangstrettigheder, frivilligt kystfiskermærke og digitaliseret fiskerikontrol).

Af: Minister for fiskeri og ligestilling Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-03-2019

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2019)

20181_l220_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2019)

Ministeren for fiskeri og ligestilling (Eva Kjer Hansen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af fiskeriloven (Auktion m.v. over fangstrettigheder, frivilligt kystfiskermærke og digitaliseret fiskerikontrol)

(Lovforslag nr. L 220)

Fiskerilovgivningen har til formål at sikre et bæredygtigt grundlag for det erhvervsmæssige fiskeri og de dertil knyttede erhverv. Den teknologiske udvikling har banet vejen for nye måder at udføre fiskerikontrol på med anvendelse af elektroniske kontrolinstrumenter, som både kan give en mere enkel og mere effektiv kontrol. Med forslaget foreslås der tilvejebragt hjemmel til, at der vil kunne stilles krav om, at erhvervsfiskerfartøjer og dertil knyttede erhverv skal være forsynet med elektroniske kontrolinstrumenter til dokumentation for og kontrol af overholdelse af fiskerilovgivningen.

Med forslaget foreslås der også tilvejebragt hjemmel til at kunne igangsætte en ordning med salg eller udleje på auktion af uudnyttede fangstrettigheder og at staten vil kunne opkøbe eller leje fangstrettigheder for at sikre, at der vil være tilstrækkelige kvotemængder til rådighed for fiskere i kystfiskerordningen til afskrivning af uundgåelige bifangster således, at den såkaldte choke species-problematik kan undgås.

Der foreslås tillige tilvejebragt en hjemmel til, at der vil kunne etableres en frivillig mærkningsordning for skånsomt kystfiskeri.

De sidste to elementer er et led i opfyldelse af Beretning om en Vækst- og Udviklingspakke for dansk fiskeri afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 7. december 2016 og Aftale om indsats mod kvotekoncentration i dansk fiskeri, som blev indgået den 16. november 2017.

Endelig indeholder forslaget et forslag om en mindre ændring og præcisering af reglerne om opkrævning af produktionsafgifter for fisk.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.