L 182 Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love.

(Effektivisering af straffesagskæden og nævnsprocessen m.v. i Ungdomskriminalitetsnævnet, øget adgang til videregivelse og optagelse af fotografier, forbedring af politiets muligheder for efterforskning m.v.).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2021-22
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 09-06-2022

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 9. juni 2022

20211_l182_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 9. juni 2022

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love

(Effektivisering af straffesagskæden og nævnsprocessen m.v. i Ungdomskriminalitetsnævnet, øget adgang til videregivelse og optagelse af fotografier, forbedring af politiets muligheder for efterforskning m.v.)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20. september 2021, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 696 af 24. maj 2022, foretages følgende ændring:

1. Efter § 79 c indsættes i 9. kapitel:

»§ 79 d. De oplysninger, som politiet kan videregive i medfør af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13, omfatter bl.a. fotografier af de pågældende personer, herunder

1) personfotografier optaget i medfør af stk. 2,

2) personfotografier optaget i medfør af retsplejelovens kapitel 72,

3) personfotografier optaget eller registreret i medfør af udlændingelovens § 40 b og

4) personfotografier optaget af kriminalforsorgen i medfør af retsplejelovens § 776 a eller straffuldbyrdelseslovens § 61.

Stk. 2. Politiet kan med henblik på videregivelse i medfør af § 79 b, stk. 8, § 79 c, stk. 5, og § 236, stk. 13, optage personfotografier af personer, der ved endelig dom

1) er dømt for en eller flere af de overtrædelser, som er nævnt i § 79 b, stk. 1,

2) er idømt et opholdsforbud efter § 79 c, stk. 1, jf. stk. 2, eller

3) er idømt et opholdsforbud efter § 236, stk. 1, nr. 1.

Stk. 3. Optagelse af personfotografier efter stk. 2 skal foretages i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 792 e, stk. 1 og 2.«

§ 2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. september 2021, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 697 af 24. maj 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 41 f, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »§ 41 e,«: »stk. 1, 2. pkt., og«.

2. Efter § 107 indsættes i kapitel 10:

»§ 107 a. Danske myndigheder og domstole kan behandle anmodninger om retshjælp fra og fremsende anmodninger om retshjælp til Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) efter almindelige regler om staters gensidige retshjælp i straffesager. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.«

3. I § 791 d, stk. 1, ændres »eller 119 a« til: »eller 119 a, § 263, stk. 1, § 263 a, § 264 d, stk. 2, eller §§ 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301«.

4. I § 791 d, stk. 4, ændres »kendelser efter stk. 2« til: »blokeringer«.

5. I § 791 d indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Såfremt øjemedet med blokeringen efter stk. 1 vedrørende straffelovens § 263, stk. 1, eller §§ 263 a, 279, 279 a, 281, 290, 290 a, 300 a eller 301 ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om blokering. Ved beslutning efter 1. pkt. skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes, og om det kan opretholdes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke have været foretaget, skal retten give meddelelse herom til Rigsadvokaten. Indgreb, der efter rettens opfattelse ikke burde være foretaget af Politiets Efterretningstjeneste, indberettes til Justitsministeriet.«

6. Efter § 819 indsættes i kapitel 75 a:

»§ 820. Er der en særligt bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, kan politiet offentliggøre et fotografi, et signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at identificere den pågældende, i presse, radio, fjernsyn eller anden form for medie med henblik på at identificere vidner, såfremt vidnernes forklaringer må antages at være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.

Stk. 2. I forbindelse med offentliggørelse af oplysninger som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den påsigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl.

Stk. 3. Offentliggørelse som nævnt i stk. 1 må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 4. Afgørelse om offentliggørelse træffes af politiet.«

§ 3

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1710 af 13. august 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 2396 af 14. december 2021, § 22 i lov nr. 2601 af 28. december 2021 og § 1 i lov nr. 480 af 26. april 2022, foretages følgende ændring:

1. I § 118 c, stk. 6, indsættes som 2. pkt.:

»Der kan uanset straffelovens § 26, stk. 2, pålægges enkeltmandsvirksomheder strafansvar efter reglerne i straffelovens §§ 25 og 27 uanset virksomhedens størrelse og organisation.«

§ 4

I hjemrejseloven, lov nr. 982 af 26. maj 2021, som ændret senest ved § 12 i lov nr. 452 af 20. april 2022, foretages følgende ændring:

1. I § 14 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Retten kan bestemme, at en udlænding deltager i et retsmøde efter stk. 1 eller 2 om varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter retsplejelovens kapitel 70 alene med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning ved anvendelse af telekommunikation med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder.

Stk. 5. Deltager en udlænding i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, jf. stk. 4, skal den beskikkede advokat deltage i retsmødet på samme sted som udlændingen, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at den beskikkede advokat i stedet møder frem i retten eller deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end udlændingen.

Stk. 6. Deltager en udlænding i et retsmøde om varetægtsfængsling efter stk. 1 eller 2 ved anvendelse af telekommunikation med billede, deltager anklageren i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre retten undtagelsesvis bestemmer andet.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 7.

§ 5

I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019, som ændret ved § 2 i lov nr. 1174 af 8. juni 2021 og § 60 i lov nr. 801 af 7. juni 2022, foretages følgende ændring:

1. Efter § 5 indsættes:

»§ 5 a. På steder, hvor der efter § 1 i lov om knive og blankvåben m.v. gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan politiet besigtige en persons legeme og undersøge tøj og andre genstande med henblik på at kontrollere, om vedkommende er i besiddelse af eksplosivstoffer.

Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Stk. 3. Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 træffes af politidirektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for.

Stk. 4. Politiet kan tilbageholde en person, der undersøges i medfør af stk. 1, i det tidsrum, der er nødvendigt til gennemførelse af undersøgelsen.«

§ 6

I lov nr. 1705 af 27. december 2018 om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som ændret ved § 3 i lov nr. 2394 af 14. december 2021, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, 3. pkt., ændres »med,« til: »med«.

2. I § 2, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, ændres »personfarlig kriminalitet« til: »overtrædelse af bestemmelser omfattet af straffelovens kapitel 25 og 26 og straffelovens §§ 119, 119 b, 123, 180, 216-225, 266, 281 og 288«.

3. I § 5, stk. 2, ændres »jf. § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, eller § 51, stk. 3« til: »jf. § 6, stk. 3, § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 30, stk. 3, § 36 a, stk. 2, § 42, stk. 2 og 3, § 43, stk. 1, eller § 51, stk. 3«.

4. I § 6, stk. 1, ændres »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, og § 51, stk. 3« til: »jf. dog § 21, stk. 3 og 6, § 29, stk. 3, § 36 a, stk. 2, § 42, stk. 3, § 43, stk. 1, og § 51, stk. 3«.

5. I § 6 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Formanden eller næstformanden kan træffe afgørelse om, at Ungdomskriminalitetsnævnet ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde bistås af en børnesagkyndig i sager vedrørende unge i alderen 15 til 17 år, når det skønnes særdeles påkrævet af hensyn til den unge.«

6. § 8 affattes således:

»§ 8. Ungdomskriminalitetsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden.«

7. § 9 affattes således:

»§ 9. Til Ungdomskriminalitetsnævnet tilknyttes et sekretariat.

Stk. 2. Domstolsstyrelsen varetager Ungdomskriminalitetsnævnets bevillingsmæssige og administrative forhold.«

8. § 12, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om erstatning og godtgørelse til børn og unge for skader, der pådrages ved udførelse af straksreaktioner fastsat efter stk. 1.«

9. I § 22 indsættes som stk. 7:

»Stk. 7. Forud for at et forbedringsforløb fastsat i medfør af § 13 ophører, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om hjemgivelse efter reglerne i § 68, stk. 1-4, i lov om social service.«

10. I § 23, stk. 1, 1. pkt., udgår »i nævnet, jf. dog stk. 2«, og 2. pkt. ophæves.

11. I § 23, stk. 2, udgår »i nævnet«.

12. I § 23 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Fornyet afgørelse, jf. stk. 1 eller 2, træffes af kommunens børn og unge-udvalg efter reglerne i § 62 i lov om social service inden forbedringsforløbets udløb, når en anbringelse uden samtykke skal opretholdes efter udløb.«

13. I § 31, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:

»Kommunen kan iværksætte en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren. Iværksætter kommunen en sådan undersøgelse, skal den foretages af en autoriseret psykolog.«

14. I § 33, 1. pkt., og § 34, stk. 1, ændres »§ 31,« til: »§§ 31 og 32,«.

15. I § 34, stk. 2, indsættes som nr. 4:

»4) En vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge og tage hånd om barnets eller den unges særlige behov, herunder med hjælp og støtte efter lov om social service eller anden relevant lovgivning.«

16. Efter § 36 indsættes før overskriften før § 37:

»§ 36 a. Kommunen kan indstille til Ungdomskriminalitetsnævnet, at der ikke iværksættes foranstaltninger, jf. §§ 12-14, af hensyn til svært nedsat psykisk funktionsevne hos barnet eller den unge. Ungdomskriminalitetsnævnet træffer afgørelse om foranstaltninger efter §§ 12-14 på baggrund af kommunens indstilling herom.

Stk. 2. Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse, jf. stk. 1, 2. pkt., kan træffes af formanden eller en næstformand. Afgørelser truffet af formanden eller en næstformand skal ske på skriftligt grundlag.«

17. I § 42 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Formanden eller en næstformand kan træffe afgørelse på skriftligt grundlag om afvisning af en sag på baggrund af den unges alder, jf. stk. 1, 2. pkt.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

18. I § 43, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Beslutning efter 1. pkt. kan træffes af formanden eller en næstformand.«

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2022, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 8 og 9 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet som affattet ved denne lovs § 6, nr. 6 og 7, træder i kraft den 1. januar 2023.

Stk. 3. § 107 a i retsplejeloven som affattet ved denne lovs § 2, nr. 2, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 8

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. §§ 4 og 5 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.