L 67 (som vedtaget): Forslag til lov om visse
proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med
kommunalreformen.
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den
16. juni 2005
Forslag
til
Lov om visse proceduremæssige
spørgsmål
i forbindelse med kommunalreformen
Kapitel 1
Almindelige bestemmelser
§ 1. Loven
finder anvendelse ved de opgaveflytninger mellem amtskommunerne,
kommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Hovedstadens
Udviklingsråd, regionerne og statslige myndigheder, der sker
den 1. januar 2007 i henhold til lovgivningen vedrørende
kommunalreformen. Loven finder tilsvarende anvendelse ved
opgaveflytninger mellem på den ene side de i 1. pkt.
nævnte myndigheder og på den anden side
fællesskaber mellem de i 1. pkt. nævnte myndigheder,
selvejende institutioner m.v., der sker den 1. januar 2007 i
henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse
ved den sammenlægning af kommuner, der sker i henhold til
lovgivningen vedrørende kommunalreformen, ved delegation af
opgaver i henhold til lov om forpligtende kommunale samarbejder
eller ved opgaveflytninger mellem statslige myndigheder.
Stk. 3. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at loven uanset
stk. 1 og 2 med de fornødne tilpasninger helt eller
delvis finder anvendelse ved opgaveflytninger i henhold til
lovgivningen vedrørende kommunalreformen.
§ 2. Lovens
regler gælder ved de i § 1 nævnte
opgaveflytninger, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.
Kapitel 2
Overførsel af aktiver og
passiver, rettigheder og pligter samt ansatte
§ 3. Den eller
de myndigheder, hvortil en opgave overføres i henhold til
lovgivningen vedrørende kommunalreformen, overtager den 1.
januar 2007 de aktiver og passiver, der udelukkende er knyttet til
varetagelsen af opgaven. Den eller de myndigheder, hvortil opgaven
overføres, indtræder endvidere den 1. januar 2007 i de
rettigheder og pligter, som udelukkende er knyttet til varetagelsen
af opgaven.
Stk. 2. Den eller de myndigheder,
hvortil en opgave overføres i henhold til lovgivningen
vedrørende kommunalreformen, overtager den 1. januar 2007 de
aktiver og passiver, der udelukkende er knyttet til varetagelsen af
en opgave, en myndighed har varetaget efter de ulovbestemte regler
om kommunernes opgavevaretagelse (kommunalfuldmagtsreglerne), og
som har en nær og naturlig tilknytning til den opgave, der
overføres i henhold til lovgivningen vedrørende
kommunalreformen. Den eller de myndigheder, hvortil opgaven
overføres, indtræder endvidere den 1. januar 2007 i de
rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til opgaver
omfattet af 1. pkt. Det er en betingelse, at den eller de
myndigheder, hvortil opgaven overføres, fortsat lovligt kan
varetage den opgave, myndigheden har varetaget efter
kommunalfuldmagtsreglerne.
Stk. 3. Fra en myndighed, der
nedlægges i henhold til lovgivningen vedrørende
kommunalreformen, overføres den 1. januar 2007 aktiver og
passiver, som ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, til de
myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den
pågældende myndighed. De myndigheder, hvortil der
overføres opgaver fra den pågældende myndighed,
indtræder endvidere den 1. januar 2007 i de af den
pågældende myndigheds rettigheder og pligter, der ikke
er omfattet af stk. 1 eller 2.
Stk. 4. Fra en myndighed, der ikke
nedlægges, overføres den 1. januar 2007 til de
myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den
pågældende myndighed, en forholdsmæssig del af de
aktiver og passiver, som ikke er omfattet af stk. 1 eller 2,
og som ikke udelukkende er knyttet til varetagelsen af opgaver, som
fortsat varetages af myndigheden efter den 1. januar 2007. De
myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den
pågældende myndighed, indtræder endvidere den 1.
januar 2007 i en forholdsmæssig del af de af den
pågældende myndigheds rettigheder og pligter, der ikke
er omfattet af stk. 1 eller 2, og som ikke udelukkende er
knyttet til varetagelsen af opgaver, som fortsat varetages af
myndigheden efter den 1. januar 2007.
§ 4. Den eller
de myndigheder, hvortil en opgave overføres i henhold til
lovgivningen vedrørende kommunalreformen, overtager den 1.
januar 2007 de ansatte, der udelukkende eller helt overvejende er
beskæftiget med varetagelsen af opgaven.
Stk. 2. Den eller de myndigheder,
hvortil en opgave omfattet af § 3, stk. 2,
overføres i henhold til lovgivningen vedrørende
kommunalreformen, overtager den 1. januar 2007 de ansatte, der
udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med
varetagelsen af den pågældende opgave.
Stk. 3. Fra en myndighed, der
nedlægges i henhold til lovgivningen vedrørende
kommunalreformen, overføres den 1. januar 2007 ansatte, der
ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, til de myndigheder,
hvortil den pågældende myndigheds opgaver
overføres.
Stk. 4. Fra en myndighed, der ikke
nedlægges, overføres den 1. januar 2007 til de
myndigheder, hvortil der overføres opgaver fra den
pågældende myndighed, en forholdsmæssig del af de
ansatte, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, og som ikke
udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med
varetagelsen af opgaver, som fortsat varetages af myndigheden efter
den 1. januar 2007.
§ 5. Ved
overførsel af opgaver til flere myndigheder på samme
forvaltningsniveau sker overførslen af aktiver og passiver,
rettigheder og pligter samt ansatte alene til de myndigheder, der
helt eller delvis er beliggende inden for det geografiske
område for den myndighed, hvorfra opgaven
overføres.
Stk. 2. Ved overførsel af
aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte til flere
myndigheder i medfør af § 3 og § 4
overføres en forholdsmæssig del heraf til den enkelte
myndighed.
§ 6. De pligter
og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres
retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende
anvendelse for personale, der er ansat i henhold til kollektiv
overenskomst, bestemmelser om løn- og arbejdsforhold, der er
fastsat eller godkendt af offentlig myndighed, eller individuel
aftale, og som i forbindelse med en overførsel efter
§ 4, jf. § 5, ikke er omfattet af lov om
lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
§ 7.
Tjenestemænd, der overføres efter § 4, jf.
§ 5, overgår til ansættelse under den nye
ansættelsesmyndighed på vilkår, der i
øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
Stk. 2. Tjenestemænd omfattet af
stk. 1 får ved pensionering fra denne ansættelse
udbetalt den samlede tjenestemandspension af den nye
ansættelsesmyndighed.
Stk. 3. Finansministeren
fastsætter efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren regler om beregning og eventuel fordeling mellem
den hidtidige og den nye ansættelsesmyndighed af den efter
§ 3 overførte pensionsforpligtelse
vedrørende tjenestemænd, hvor såvel den
hidtidige som den nye ansættelsesmyndighed eksisterer efter
den 1. januar 2007.
Stk. 4. Finansministeren kan efter
forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte
regler om beregning af den pensionsforpligtelse vedrørende
tjenestemænd og pensionerede tjenestemænd m.v., der
efter § 3 overføres fra myndigheder, der
nedlægges i henhold til lovgivningen vedrørende
kommunalreformen.
Stk. 5. Finansministeren kan efter
forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte
regler, der fraviger bestemmelserne i § 3, om overtagelse
af pensionsforpligtelsen vedrørende pensionerede
tjenestemænd m.v., der er knyttet til varetagelsen af
opgaver, der den 1. januar 2007 overføres til en anden
myndighed i henhold til lovgivningen vedrørende
kommunalreformen. Finansministeren kan endvidere efter forhandling
med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om
statens refusion efter den 1. januar 2007 af udgifter til de i 1.
pkt. nævnte pensionsforpligtelser. Bestemmelserne i 1. og 2.
pkt. finder tilsvarende anvendelse for Københavns,
Frederiksberg og Bornholms Kommuners pensionsforpligtelse
vedrørende pensionerede tjenestemænd m.v., som
før fratrædelsestidspunktet var beskæftiget med
varetagelsen af opgaver, der den 1. januar 2007 uden for disse
kommuner overføres fra amtskommunerne til kommunerne i
henhold til lovgivningen vedrørende kommunalreformen.
Stk. 6. Finansministeren kan efter
forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte
regler om beregning, administration, refusion, revision m.v. af
pensionerne efter stk. 3-5.
Stk. 7. Finansministeren træffer
afgørelse om tvivlsspørgsmål i henhold til
stk. 3-6.
Stk. 8. Stk. 2-7 finder
tilsvarende anvendelse for ansatte med en pensionsordning, der i
det væsentlige giver samme rettigheder som
tjenestemandspensionsordninger.
Kapitel 3
Procedure for fordelingen af aktiver
og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte
§ 8. Den
myndighed, hvorfra der overføres opgaver, udarbejder et
udkast til en samlet aftale mellem på den ene side den
myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den
anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver
overføres, om fordelingen af aktiver og passiver,
rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres efter
§ 3 og § 4 (aftaleudkast). Aftaleudkastet skal
herunder omfatte fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og
pligter samt ansatte, som fremkommer efter aftaleudkastets
udarbejdelse. Aftaleudkastet skal alene indeholde en samlet
angivelse under et af, hvilke aktiver og passiver, rettigheder og
pligter samt ansatte der i udkastet foreslås overført
til statslige myndigheder og selvejende institutioner.
Stk. 2. Aftaleudkastet kan indeholde
vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller
indtræder i en rettighed på betingelse af, at
myndigheden betaler et beløb til en eller flere af de
øvrige myndigheder, hvortil der skal ske overførsler,
eller vilkår om, at en myndighed overtager et passiv eller
indtræder i en forpligtelse på betingelse af, at en
eller flere af de øvrige myndigheder, hvortil der skal ske
overførsler, betaler et beløb til den
pågældende myndighed. Aftaleudkastet kan endvidere
indeholde vilkår om, at en myndighed overtager et aktiv eller
indtræder i en rettighed, der overføres fra en
myndighed, der ikke nedlægges i henhold til lovgivningen
vedrørende kommunalreformen, på betingelse af, at
myndigheden betaler et beløb til den myndighed, hvorfra
aktivet eller rettigheden overføres.
Stk. 3. Aftaleudkast er fortrolige,
indtil aftale er indgået efter § 10 og
§ 11, mæglingsforslag er vedtaget efter
§ 12, eller der foreligger en beslutning efter
§ 13. Oplysninger i aftaleudkastet om overførslen
af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningen
vedrører.
§ 9. Den
myndighed, hvorfra der overføres opgaver, forelægger
senest den 1. januar 2006 det i § 8 nævnte
aftaleudkast for den eller de myndigheder, hvortil myndighedens
opgaver overføres. Skal overførslen ske til en
myndighed, der oprettes den 1. januar 2007, forelægges
aftaleudkastet senest den 1. januar 2006 for det organ, der
forbereder oprettelsen af den pågældende myndighed,
eller, hvis et sådant organ ikke er oprettet, for den
myndighed, der har ansvaret for oprettelsen af vedkommende
myndighed. Skal overførslen ske til en statslig myndighed
eller en selvejende institution, forelægges aftaleudkastet
senest den 1. januar 2006 for finansministeren.
Stk. 2. Den myndighed, hvorfra der
overføres opgaver, sender det i § 8 nævnte
aftaleudkast til vedkommende delingsråd, jf. § 18,
og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
§ 10. Den
myndighed, hvorfra der overføres opgaver, indkalder snarest
muligt efter den i § 9 nævnte forelæggelse af
aftaleudkast, jf. § 9, repræsentanter for den eller
de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, til
forhandlinger med henblik på, at der inden den 1. april 2006
indgås en samlet aftale mellem på den ene side den
myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og på den
anden side den eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver
overføres, om fordelingen af aktiver og passiver,
rettigheder og pligter samt ansatte. Bestemmelserne i
§ 8, stk. 1, 2. og 3. pkt., § 8,
stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. og 3. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Den myndighed, hvorfra der
overføres opgaver, kan under forhandlingerne med den eller
de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres,
foretage de ændringer i aftaleudkastet, som synes
hensigtsmæssige for, at der kan indgås en aftale. Den
eller de myndigheder, hvortil myndighedens opgaver
overføres, skal lade sig repræsentere i
forhandlingerne og meddele, i hvilket omfang aftaleudkastet og de
fremsatte forslag til ændringer heri kan accepteres.
Stk. 3. Den myndighed, hvorfra der
overføres opgaver, underretter vedkommende delingsråd,
jf. § 18, og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om
forhandlingernes forløb, herunder om indgåelse af
aftale efter stk. 1.
§ 11. Er aftale
efter § 10 ikke indgået inden den 1. april 2006,
eller erklærer en af myndighederne omfattet af § 10
inden den 1. april 2006 forhandlingerne afsluttet uden resultat,
indkalder vedkommende delingsråd, jf. § 18,
repræsentanter for den myndighed, hvorfra der
overføres opgaver, og den eller de myndigheder, hvortil
myndighedens opgaver overføres, til forhandling. De i 1.
pkt. nævnte myndigheder skal lade sig repræsentere i
forhandlingerne for delingsrådet. Bestemmelsen i
§ 9, stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. Delingsrådet kan under
forhandlingerne med de i stk. 1 nævnte myndigheder
foreslå indrømmelser, herunder ændringer i
aftaleudkastet, som synes hensigtsmæssige for, at der kan
indgås en aftale om fordelingen af aktiver og passiver,
rettigheder og pligter samt ansatte, jf. § 10. De i
stk. 1 nævnte myndigheder skal meddele, i hvilket omfang
delingsrådets forslag til ændringer i aftaleudkastet
kan accepteres.
Stk. 3. Delingsrådet kan i
stedet for eller efter en indkaldelse efter stk. 1 forlange
forhandlingerne genoptaget mellem de i stk. 1 nævnte
myndigheder, hvis delingsrådet skønner det
hensigtsmæssigt. Bestemmelserne i § 10, stk. 2
og 3, finder tilsvarende anvendelse. Delingsrådet
fastsætter en frist for afslutningen af sådanne
forhandlinger mellem de i stk. 1 nævnte myndigheder.
§ 12.
Delingsrådet, jf. § 18, fremsætter et
mæglingsforslag til en samlet aftale mellem på den ene
side den myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og
på den anden side den eller de myndigheder, hvortil
myndighedens opgaver overføres, om fordelingen af aktiver og
passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, hvis der ikke under
forhandlingerne efter § 11 er opnået enighed om en
aftale. Bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. og 3. pkt.,
§ 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2. og 3.
pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Delingsrådet
fastsætter en frist, inden for hvilken de i stk. 1
nævnte myndigheders svar på, om mæglingsforslaget
kan vedtages, skal foreligge.
Stk. 3. Vedtages
mæglingsforslaget, er dette bindende for de i stk. 1
nævnte myndigheder.
Stk. 4. Mæglingsforslaget er
fortroligt, indtil aftale er indgået efter § 11,
mæglingsforslaget er vedtaget efter stk. 3, eller der
foreligger en beslutning efter § 13. Oplysninger i
mæglingsforslaget om overførslen af en ansat kan dog
videregives til den ansatte, oplysningen vedrører.
Stk. 5. Delingsrådet sender
mæglingsforslaget til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
§ 13.
Delingsrådet, jf. § 18, træffer, hvis der
ikke inden den 1. juni 2006 er opnået enighed mellem den
myndighed, hvorfra der overføres opgaver, og den eller de
myndigheder, hvortil myndighedens opgaver overføres, ved
forhandling efter § 11 eller mægling efter
§ 12 efter drøftelse med myndighederne beslutning
om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt
ansatte. Bestemmelserne i § 8, stk. 1, 2. og 3.
pkt., § 8, stk. 2, og § 9, stk. 1, 2.
og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Delingsrådet er
ikke ved beslutning efter 1. og 2. pkt. bundet af
mæglingsforslaget.
Stk. 2. Delingsrådet kan meddele
den myndighed, hvorfra et aktiv skal overføres,
pålæg om at afhænde aktivet, med henblik på
at salgssummen fordeles ved beslutning efter stk. 1. Kan
afhændelsen ikke ske, inden den myndighed, hvorfra aktivet
skal overføres, nedlægges, træffer
delingsrådet beslutning om, at aktivet overtages af en af de
berørte myndigheder, der skal forestå
afhændelsen af aktivet med henblik på fordeling af
salgssummen i overensstemmelse med delingsrådets beslutning
efter stk. 1.
Stk. 3. Beslutning efter stk. 1
træffes inden den 15. juni 2006.
Stk. 4. Beslutningen meddeles de i
stk. 1 nævnte myndigheder og Indenrigs- og
Sundhedsministeriet.
Stk. 5. Delingsrådet kan ikke
ændre en beslutning truffet efter stk. 1.
§ 14.
Delingsrådets beslutninger kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§ 15.
Bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 4, 5 og 6 finder ikke
anvendelse ved forhandlinger, aftaleindgåelse, vedtagelse af
mæglingsforslag og beslutninger efter dette kapitel.
§ 16. Den
myndighed, hvorfra der overføres ansatte, skal, for så
vidt angår overførslen af ansatte, orientere
repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet, jf.
§ 8, stk. 1, forud for forelæggelsen efter
§ 9, stk. 1.
Stk. 2. Den myndighed, hvorfra der
overføres ansatte, skal forud for forelæggelsen af
aftaleudkastet efter § 9, stk. 1, gøre den ansatte
bekendt med den del af aftaleudkastet, der vedrører
overførslen af den pågældende, og, medmindre den
ansattes ønsker fuldt ud imødekommes, gøre den
ansatte bekendt med de oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning
for myndighedens udarbejdelse af aftaleudkastet vedrørende
den ansatte, og som den ansatte ikke kan antages at være
bekendt med at myndigheden er i besiddelse af. Myndigheden skal i
den forbindelse give den ansatte lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for den
ansattes afgivelse af udtalelse efter 2. pkt.
Stk. 3. Stk. 2 gælder ikke, hvis
udsættelse vil medføre overskridelse af fristen for
forelæggelsen af aftaleudkastet efter § 9, stk. 1,
eller hvis den ansatte ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
stk. 10 med hensyn til de pågældende oplysninger.
Stk. 4. Den myndighed, hvorfra der
overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte
berøres af overførslerne, skal orientere
repræsentanter for de ansatte om det aftaleudkast, der er
forelagt efter § 9, stk. 1, om forhandlingernes
forløb og om et fremsat mæglingsforslag, jf.
§ 12, stk. 1.
Stk. 5. Den myndighed, hvorfra der
overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte
berøres af overførslerne, skal så hurtigt som
muligt orientere repræsentanter for de ansatte om aftalen,
jf. § 10 og § 11, et vedtaget
mæglingsforslag, jf. § 12, og delingsrådets
beslutning, jf. § 13.
Stk. 6. Den myndighed, hvorfra der
overføres ansatte, og den eller de myndigheder, hvis ansatte
berøres af overførslerne, skal orientere
repræsentanter for de ansatte om og med disse drøfte
fremgangsmåden for orienteringen af de ansatte inden for
lovgivningens rammer om forelæggelsen af aftaleudkastet,
forhandlingernes forløb og om aftalen, vedtagelsen af
mæglingsforslag eller delingsrådets beslutning.
Stk. 7. Den myndighed, hvorfra der
overføres ansatte, skal så hurtigt som muligt efter
aftaleindgåelse efter § 10 og § 11,
vedtagelse af et mæglingsforslag efter § 12 eller
delingsrådets beslutning efter § 13 skriftligt
orientere de ansatte, der overføres efter § 4,
herom og om, til hvilken myndighed overførslen skal ske.
Stk. 8. Repræsentanterne for de
ansatte har tavshedspligt vedrørende den orientering, der er
givet i medfør af stk. 1 og 4. Oplysninger om
overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte,
oplysningen vedrører.
Stk. 9. En ansat, der overføres
efter § 4, kan, medmindre den ansattes ønsker
fuldt ud imødekommes, forlange at få en skriftlig
begrundelse for valget af den myndighed, overførslen af den
pågældende efter aftalen, mæglingsforslaget eller
delingsrådets beslutning skal ske til. Begrundelsen skal
gives af den myndighed, hvorfra der overføres ansatte, i
overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens § 24.
En begæring herom skal fremsættes inden 14 dage efter,
at den ansatte har modtaget skriftlig orientering om, til hvilken
myndighed den ansatte skal overføres. Begæringen skal
behandles i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens
§ 23, stk. 2.
Stk. 10. En ansat, der overføres
efter § 4, har, når den ansatte har modtaget
skriftlig orientering om, til hvilken myndighed den ansatte skal
overføres, ret til aktindsigt efter reglerne om
partsaktindsigt i forvaltningslovens §§ 9, 10 og
12-16 i oplysninger om fordelingen af den pågældende
ansatte.
§ 17.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med
finansministeren fastsætte nærmere regler for
udarbejdelsen af aftaleudkast, jf. § 8, herunder regler
for værdiansættelsen af aktiver og passiver samt
rettigheder og pligter og regler om revisionspåtegning af
aftaleudkastet, for så vidt angår opgørelsen
over, hvilke aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt
ansatte der skal overføres efter § 3 og
§ 4.
Stk. 2. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan endvidere efter forhandling med
finansministeren fastsætte nærmere regler for
fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt
ansatte ved aftaleindgåelse efter § 10 og
§ 11 og vedtagelse af mæglingsforslag efter
§ 12, herunder regler for fordelingen af
pensionsforpligtelsen efter § 7, stk. 3 og 4, mellem
de myndigheder, hvortil der overføres opgaver.
Stk. 3. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan desuden efter forhandling med
finansministeren fastsætte nærmere regler for
fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt
ansatte ved beslutning efter § 13, herunder for
delingsrådets, jf. § 18, fastsættelse af
vilkår efter § 13, stk. 1, 2. pkt., jf.
§ 8, stk. 2, eller pålæg om
afhændelse af aktiver efter § 13, stk. 2, og
regler for fordelingen af pensionsforpligtelsen efter
§ 7, stk. 3 og 4, mellem de myndigheder, hvortil der
overføres opgaver.
Stk. 4. Ved fastsættelsen af
regler efter stk. 2 og 3 kan bestemmelserne i § 3,
stk. 1 og 2, fraviges, i det omfang det skønnes
nødvendigt for at opnå en rimelig fordeling af aktiver
og passiver samt rettigheder og pligter mellem de myndigheder,
hvortil overførsel af aktiver og passiver samt rettigheder
og pligter skal ske fra den myndighed, hvorfra en opgave
overføres.
Kapitel 4
Delingsråd
§ 18. Der
oprettes den 1. januar 2006 et delingsråd for
Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns,
Frederiksberg og Bornholms Kommuner, et delingsråd for
Vestsjællands, Storstrøms og Roskilde Amter, et
delingsråd for Sønderjyllands, Ribe og Fyns Amter, et
delingsråd for Århus, Vejle og Ringkøbing Amter
og et delingsråd for Nordjyllands og Viborg Amter.
Stk. 2. Delingsrådenes
funktionsperiode regnes fra den 1. januar 2006 til den 31. december
2007. Indenrigs- og sundhedsministeren kan træffe beslutning
om forlængelse af delingsrådenes funktionsperiode.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om
delingsrådenes funktion efter den 31. december 2007.
Stk. 3. Delingsrådene er
uafhængige i deres virksomhed.
§ 19.
Delingsrådet behandler efter reglerne i
§§ 11-13 sager om fordelingen af aktiver og
passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der overføres
fra amtskommuner og kommuner, der er beliggende inden for
delingsrådets område, jf. § 18,
stk. 1.
Stk. 2. Sager om fordelingen af
aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, der
overføres fra Hovedstadens Sygehusfællesskab samt
Hovedstadens Udviklingsråd, behandles af delingsrådet
for Københavns og Frederiksborg Amter samt
Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner.
§ 20.
Delingsrådet består af en formand, der udpeges af
indenrigs- og sundhedsministeren, 1 medlem, der udpeges af
indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra KL
(Kommunernes Landsforening), og 1 medlem, der udpeges af indenrigs-
og sundhedsministeren efter indstilling fra
Amtsrådsforeningen, med hensyn til delingsrådet for
Københavns og Frederiksborg Amter samt Københavns,
Frederiksberg og Bornholms Kommuner dog efter indstilling fra
Amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg
Kommuner i forening. I sager om overførsler til eller fra
statslige myndigheder består delingsrådet desuden af et
medlem udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren efter
indstilling fra finansministeren.
Stk. 2. Indenrigs- og
sundhedsministeren udpeger efter reglerne i stk. 1 en
stedfortræder for hvert medlem af delingsrådet.
Stedfortræderen indtræder ved medlemmets forfald.
§ 21. Formanden
forbereder, indkalder og leder delingsrådets
møder.
Stk. 2. Delingsrådet
fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 22.
Delingsrådets møder er ikke offentlige.
Stk. 2. Delingsrådet kan tillade
repræsentanter for de berørte myndigheder eller
særligt sagkyndige at deltage i rådets møder, i
det omfang det skønnes nødvendigt.
§ 23.
Delingsrådet er beslutningsdygtigt, når alle medlemmer
er til stede.
Stk. 2. Delingsrådet
træffer beslutninger ved stemmeflertal.
Stk. 3. I tilfælde af
stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 4. Medlemmerne af
delingsrådet, herunder formanden, er forpligtet til at afgive
stemme.
§ 24. Et medlem
er udelukket fra at deltage i delingsrådets forhandlinger og
afstemning i sager, der vedrører en amtskommune eller
kommune, hvor den pågældende er ansat eller er medlem
af kommunalbestyrelsen.
§ 25. De
myndigheder, hvorfra og hvortil en opgave overføres, skal
tilvejebringe og meddele de oplysninger, udlevere de dokumenter og
yde den bistand i øvrigt til udførelsen af
delingsrådets opgaver, som delingsrådet måtte
forlange. Delingsrådet kan fastsætte en frist herfor.
Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse for de i § 9,
stk. 1, 2. pkt., nævnte myndigheder.
§ 26.
Delingsrådet skal tilvejebringe og meddele indenrigs- og
sundhedsministeren de oplysninger og udlevere de dokumenter, som
denne måtte forlange om forhold inden for delingsrådets
virkeområde. Indenrigs- og sundhedsministeren kan
fastsætte en frist herfor.
§ 27.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere
regler om delingsrådets virksomhed, herunder om vederlag og
udgiftsgodtgørelse til delingsrådets medlemmer og
deres stedfortrædere.
§ 28.
Indenrigs- og sundhedsministeren træffer beslutning om
sekretariatsbetjeningen af delingsrådet.
§ 29.
Sagkyndige, der deltager i delingsrådets møder, jf.
§ 22, stk. 2, har tavshedspligt efter lovgivningens
almindelige regler herom.
§ 30.
Udgifterne til delingsrådenes virksomhed afholdes af
staten.
Stk. 2. Delingsrådet
træffer beslutning om betaling fra de myndigheder, hvorfra og
hvortil der overføres opgaver, af et beløb, som
tilfalder staten til dækning af omkostningerne ved
delingsrådets virksomhed. Bestemmelsen finder tilsvarende
anvendelse for de i § 9, stk. 1, 2. pkt.,
nævnte myndigheder. Indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter nærmere regler herom.
Kapitel 5
Ikrafttræden
§ 31. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 32. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.