L 170 Forslag til lov om ændring af lov om jernbane og lov om offentlige veje og om ophævelse af lov om veteranbaner.

(Oprettelse af Jernbanenævnet, ophævelse af lov om veteranbaner m.v.).

Af: Transportminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 18-05-2010

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 18. maj 2010

20091_l170_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 18. maj 2010

Forslag

til

Lov om ændring af lov om jernbane og lov om offentlige veje og om ophævelse af lov om veteranbaner 1)

(Oprettelse af Jernbanenævnet, ophævelse af lov om veteranbaner m.v.)

§ 1

I lov om jernbane, jf. lovbekendtgørelse nr. 969 af 8. oktober 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, udgår »for Jernbane og Færger (Trafikstyrelsen)«.

2. § 5 affattes således:

»§ 5. Ikkeerhvervsmæssig jernbanedrift, der fortrinsvis gennem en begrænset personbefordring drives for at tilgodese jernbanehistoriske og turistmæssige formål og ikke tilsigter at dække noget egentligt trafikalt behov, kræver tilladelse fra Trafikstyrelsen.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om den jernbanedrift, der er nævnt i stk. 1, herunder om kriterier for udstedelse af tilladelser og sikkerhedsmæssige og forsikringsmæssige forhold.

Stk. 3. Transportministeren kan udpege sagkyndige private virksomheder eller personer til at føre tilsyn med veteranbanerne. Ministeren kan fastsætte regler herom.«

3. I § 8 a, stk. 2, indsættes efter »forvalter«: », herunder oplysninger om jernbanevirksomhedernes trafik på infrastrukturen«.

4. I § 8 c indsættes før stk. 1 som nye stykker:

»Jernbaneinfrastrukturforvalterens krav til færdsel på de enkelte baneafsnit skal offentliggøres og være tilgængelige for alle jernbanevirksomheder.

Stk. 2. Jernbanevirksomhederne skal følge infrastrukturforvalterens krav til færdsel på de enkelte baneafsnit, jf. stk. 1.«

Stk. 1 bliver herefter stk. 3.


5. I § 8 d, stk. 5, 2. pkt., indsættes efter »fastsætte«: »regler om udstedelse af påbud og forbud til jernbaneinfrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder og«.

6. I § 21 e, stk. 1, indsættes efter »Infrastrukturforvalteren«: », Metroselskabet I/S«.

7. I § 21 i, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

»Trafikstyrelsen kan fastsætte regler om krav til den sagkyndige bistand, herunder assessorbistand.«

8. I § 21 j, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:

»Trafikstyrelsen kan fastsætte regler om krav til den sagkyndige bistand, herunder assessorbistand.«

9. § 21 k, stk. 1, affattes således:

»Køretøjer, der anvendes på jernbanenettet, skal godkendes af Trafikstyrelsen, inden de må tages i brug.«

10. I § 21 k, stk. 2 og 5, ændres »rullende materiel« til: »køretøjer«, og i stk. 2 ændres »det rullende materiel« til: »køretøjerne«.

11. I § 21 k, stk. 5, indsættes som 2. pkt.:

»Trafikstyrelsen kan fastsætte regler om krav til den sagkyndige bistand, herunder assessorbistand.«

12. I § 21 k, stk. 6, ændres »rullende materiel« til: »køretøjer«, og efter »læsseenheder« indsættes: », herunder regler om, at visse forhold kan undtages fra godkendelse«.

13. Overskriften til kapitel 10 affattes således:

»Jernbanenævn, klageadgang, tilsyn m.v.«

14. § 24 og § 24 a affattes således:

»§ 24. Transportministeren nedsætter et Jernbanenævn, der varetager tilsyns- og klagefunktioner på jernbaneområdet. Jernbanenævnet er uafhængigt og er ikke undergivet instruktionsbeføjelse fra transportministeren. Nævnet kan undersøge sager på eget initiativ eller efter klage.

Stk. 2. Jernbanenævnet består af en formand og et antal andre medlemmer. Medlemmerne skal repræsentere jernbaneteknisk, jernbanesikkerhedsmæssig, samfundsøkonomisk og juridisk, herunder konkurrence- og forbrugerretlig, ekspertise. Medlemmerne beskikkes af transportministeren for en periode af 4 år.

Stk. 3. Transportministeren fastsætter regler om Jernbanenævnet, herunder regler om nævnets virksomhed, opgaver, sammensætning og sekretariatsbetjening.

Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af Jernbanenævnets omkostninger ved varetagelse af opgaver i henhold til denne lov.

§ 24 a. Jernbanenævnet overvåger konkurrencesituationen på markederne for jernbanetransportydelser, herunder markedet for jernbanegodstransport, med henblik på at undgå en uhensigtsmæssig udvikling på disse markeder. Jernbanenævnet fører i den forbindelse tilsyn med overholdelsen af Rådets direktiv 91/440/EØF af 29. juli 1991 om udvikling af Fællesskabets jernbaner med senere ændringer, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastruktur og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur med senere ændringer samt reglerne til gennemførelse heraf.«

15. Efter § 24 a indsættes i kapitel 10:

»§ 24 b. Jernbanenævnet fører tilsyn med overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (passagerrettighedsforordningen).

§ 24 c. Afgørelser i medfør af § 6, § 8, stk. 1 og 5-7, og §§ 9-11 og regler fastsat i medfør heraf kan påklages til Jernbanenævnet, jf. dog stk. 2. Jernbanenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der træffes i henhold til denne lov, herunder om klagefrister, eller om, at afgørelserne ikke kan påklages til Transportministeriet. Transportministeren kan fastsætte regler om, at afgørelserne kan påklages til Jernbanenævnet, herunder at de afgørelser, der kan påklages til Jernbanenævnet, ikke først kan påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Beslutning om valg af tilbudsgiver i forbindelse med udbud efter § 8, stk. 2, og afgørelser efter § 8, stk. 3 og 4, kan påklages til Klagenævnet for Udbud, jf. § 24 e, stk. 4.

Stk. 4. Transportministeren fastsætter regler om passagerers klageadgang efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (passagerrettighedsforordningen).

§ 24 d. Jernbanenævnet kan påbyde jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og andre virksomheder på jernbaneområdet at give de oplysninger, som har betydning for Jernbanenævnets virksomhed.

§ 24 e. Klage til Jernbanenævnet skal indgives, senest 4 uger efter at den afgørelse, der klages over, er meddelt den pågældende. Jernbanenævnet kan se bort fra fristen, når omstændighederne taler derfor.

Stk. 2. Har Jernbanenævnet ikke truffet afgørelse i en klagesag senest 2 måneder efter modtagelsen af alle nødvendige oplysninger, skal Jernbanenævnet underrette klageren om grunden hertil og om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

Stk. 3. Søgsmål til prøvelse af afgørelser og beslutninger om forhold omfattet af denne lov, herunder Jernbanenævnets afgørelser, skal indbringes, senest 8 uger efter at afgørelsen eller beslutningen er meddelt. Finder indbringelse for domstolene ikke sted inden for fristen, er den pågældende afgørelse eller beslutning endelig.

Stk. 4. For beslutninger og afgørelser efter § 24 c, stk. 2, der indbringes for Klagenævnet for Udbud, finder bestemmelserne i lov om Klagenævnet for Udbud om klagenævnets sammensætning, dets sagsbehandling, sanktioner og adgang til at klage over klagenævnets afgørelse, herunder indbringelse for domstolene, tilsvarende anvendelse.

§ 24 f. Jernbanenævnet afgiver senest den 30. april hvert år en beretning om dets virksomhed i det forgangne kalenderår. Beretningen offentliggøres på Jernbanenævnets hjemmeside.

§ 24 g. Jernbanenævnet udveksler oplysninger om dets arbejde, principper for beslutningstagning og praksis med de tilsvarende tilsynsorganer, der er omfattet af EU-reglerne på jernbaneområdet.

§ 24 h. Transportministeren kan bemyndige Trafikstyrelsen, Banedanmark, Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane eller andre statslige myndigheder til at udøve ministerens beføjelser i denne lov.

Stk. 2. Transportministeren kan bemyndige andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, som Trafikstyrelsen, Banedanmark eller Havarikommissionen er tillagt efter denne lov.

Stk. 3. Transportministeren kan bemyndige sagkyndige, private virksomheder eller offentlige institutioner til at udøve ministerens beføjelser efter denne lov til at foretage typegodkendelser, prøvninger og eftersyn af emballage til farligt gods m.v.

Stk. 4. Transportministeren kan endvidere bemyndige sagkyndige, private virksomheder eller offentlige institutioner til at udøve ministerens beføjelser vedrørende godkendelse og afprøvning af specifikke sikkerhedsmæssige tekniske indretninger m.v.«

16. I § 26 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Transportministeren kan endvidere fastsætte regler om en akkrediteringsordning for de organer, institutioner eller andre, der i henhold til retsakter fastsat af Det Europæiske Fællesskab skal varetage opgaver om forhold, der er omfattet af denne lov.«

§ 2

I lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009, foretages følgende ændring:

1. I § 86, stk. 1, ændres »Jernbaneklagenævnet« til: »Jernbanenævnet«.

§ 3

Lov nr. 76 af 13. marts 1969 om veteranbaner ophæves.

§ 4

Loven træder i kraft den 1. juli 2010.

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner (EF-Tidende 2001, nr. L 75, side 1 ff. ) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur (EF-Tidende 2001, nr. L 75, side 29 ff. ).